Det kan være i orden at dræbe en ulv eller bjørn, selv om det er ulovligt.
Den holdning deler 16 procent af nordmændene mod kun fire procent af svenskerne, selv om der lever flere store rovdyr i de svenske skove end i de norske.
Det viser en ny undersøgelse fra Hedmark University College, skriver det norske videnskabssite forskning.no.
Spurgt folk om deres holdning til illegal jagt
Forskere har spurgt 4-5 personer i hver eneste kommune i Norge og Sverige om deres holdning til rovdyr som ulve, bjørne, jærve og losser - og især deres holdning til ulovlig jagt på rovdyrene.
Læs også: Genkend ulven på hylet
Forskerne fik 2522 svar, som er jævnt fordelt geografisk i begge lande.
Alle kommuner er repræsenteret. Og forskerne kan sammenligne svarene ud fra, om folk kommer fra områder med rovdyr, eller om rovdyr lever fjernt for dem.
Ligegyldigt om der er rovdyr eller ej
Det viser sig, at folk i områder med mange rovdyr ikke er mere positive over for ulovlig jagt, end folk som bor i områder uden rovdyr.
- Heller ikke i områder, hvor det beviseligt er mange tab til rovdyr, fandt vi nogen sammenhæng med øget accept af ulovlig jagt. Vi fandt heller ingen forskel i folks holdninger til ulovlig jagt inden for eller uden for den norske ulvezone.
Det siger ph.d.-studerende Kristin Evenstad Gangås fra Hedmark University College.
Tradition for at gå på jagt spiller ind
Det handler mere om traditioner.
- Vi ser, at det ikke er selve tilstedeværelsen af rovdyr, som er afgørende for konflikten. Men at konflikten virker til at være højest ude i landområder, hvor man har mange får på græs, og hvor man har stærke traditioner for storvildtjagt, siger Kristin Evenstad Gangås.
Hvis ulve dræber meget vildt, må mennesker ofte ikke dræbe så meget vildt.
Forbudssverige og Norge
Hun mener også, at selve samfundets opbygning kan forklare forskellen på svenskernes og nordmændenes accept af illegal jagt på rovdyr.
- Det kan have at gøre med den stærke tradition, man har, i Norge for lokalstyre, siger Gangås.
I Sverige er folk mere loyale over for beslutninger, der er truffet centralt: Hvis det er ulovligt at skyde rovdyr, ja så er det ulovligt.