Gassen går hurtigt af tennisbolden

Tennisspillere skifter hele tiden bolde, for tennisbolde lever livet hårdt - og kort.

De tennisbolde, man kasserer i turneringskampe, bliver ofte brugt i klubberne til træning. Men bolden på billedet har sikkert haft sin tid ... (Foto: © Hanne Kokkegård- dr.dk/viden, DR Videnskab)

Topspin, ketsjerens opstramning, kamp på grus, græs eller hardcourt, tiebreake og høje pust og støn. Og så den eminente teknik. Der er nok at kommentere på, når man ser på tennis.

Mens man tager tennisbolden for givet, selv om den faktisk er en ret kompliceret ting.

- Udvikling af tennisbolde er den rene videnskab, siger John Rasmussen, der selv er tennisspiller og professor i biomekanik ved Aalborg Universitet.

Bolde skal kunne hoppe op til 147 cm

De officielle regler i tennis siger, at en bold fra ny skal kunne hoppe mellem 134 og 147 centimeter, når man slipper den fra 2,5 meters højde og ned på et betongulv.

Boldens opspring handler om restitutionskoefficienten, der er et mål for hvor megen energi, der bliver bevaret, når bolden støder ind i noget.

Hvis en bold er meget 'død' at spille med, så kommer den ikke så langt eller hurtigt.

- Og hvis bolden på den anden side er meget 'levende' og hopper for højt, så bliver den hele tiden slået ud af banen, forklarer John Rasmussen.

Gas siver ud gennem gummietForskellen på levende og døde tennisbolde skyldes blandt andet, at der er gas i tennisboldene.

De sælges i rør med overtryk i for at hindre, at boldene taber gas. Men straks man hælder dem ud, begynder nedbrydningen, fordi boldene ikke længere er under tryk.

Og når ketsjeren rammer bolden, bliver bolden presset sammen, og gradvist bliver den blødere og blødere og deformeret, og det får også gassen til at sive ganske stille ud gennem gummiet og det gule filt uden på bolden.

Hemmelig gas med store molekyler

Gassen i tennisboldene består i hvert fald af svovlhexafluorid (SF6). De enkelte producenter holder den præcise sammensætning af gassen for sig selv.

Nogle gasser har store molekyler, andre har mindre molekyler. Og de små molekyler trænger hurtigere ud gennem gummiet i bolden. Så hvis man fylder gas med store molekyler i bolden, holder den bedre.

Men der er en kemisk øvre grænse for, hvor store molekyler gassen kan indeholde for ikke at forandres i sin gasform, når den udsættes for kulde og varme.

Kunsten at finde god gummi og gas

Gummiets evne til at kunne holde bedst muligt til at blive slået på gang på gang med måske 230 km i timen uden at gå i stykker spiller også ind.

Kunsten er at kombinere gummi og gas, så bolden holder længst muligt på luften og kan hoppe.

Den gule filt får bolden til at svæve

Bolden skal også kunne svæve i luften, og det er den gule filt uden på bolden med til at sørge for. Og derfor skal den kunne holde til meget.

Tennisspillere bruger spin til at kontrollere boldens bane igennem luften. Når bolden roterer, griber filten fat i luften og kan tvinge bolden nedad eller få den til at svæve, afhængigt af rotationens retning.

- Men hvis filten er slidt ned, så svæver bolden ikke rigtig i luften, siger John Rasmussen.

Professionelle bruger mange bolde, mens andre sparer lidt

Alle bolde er skiftet ud, når de professionelle spillere når hvert 9. parti. For døde bolde ødelægger spillets kvalitet.

- Vi andre er lidt fedtede, og vi spiller måske med samme fire bolde til tre træningskampe i løbet af en uge, siger John Rasmussen.

Ældre spillere kan ofte bedst lide de bløde bolde, fordi boldene er langsomme.

- Hvis jeg spiller med en ældre herre, så bliver han tosset, hvis jeg kommer med nye bolde. Han vil spille med gamle bolde, for ellers hopper boldene over hovedet på ham, siger John Rasmussen.

John Rasmussen har engang oplevet, at en spiller i hans egen klub servede så hårdt under en opvarmning, at bolden revnede. Men det var nu nok, fordi der var noget galt med bolden, fx en revne i gummiet. Og da den så blev ramt med 230 km i timen, kunne den ikke holde til det. Men det sker ikke normalt, siger John Rasmussen. (Foto: © Hanne Kokkegård- dr.dk/viden, DR Videnskab)