Eksperimenter, stunts, robotter, filmproduktion - og masser af latter, nye venner og samarbejde.
I slutningen af juli tropper flere hundrede forventningsfulde børn i alderen 9-13 år op på sommerlejren Nørd Camp i Roskilde.
Her skal børnene sammen med værterne Kåre og Emil fra DRs Store Nørd lege med naturvidenskaben i 2,5 døgn og sammen udvikle smarte løsninger ud fra devisen: idé, byg og test af - ganske som i DR Ultra's programmer.
Orange Innovation
Det er anden år man holder Nørd Camp, og som noget nyt er Roskilde Festival med til at arrangere sommerlejren.
Det er festivalens nyeste skud på stammen, Orange Innovation, der er gået ind i samarbejdet med DR og Det Danske Spejderkorps om at arrangere Nørd Camp.
Orange Innovation skal samle nørder, håndværkere, kunstnere, designere, ingeniører, håndværkere, iværksættere og nysgerrige borgere til at skabe og producere opfindelser, handlinger og produkter sammen.
Skabe ting i fællesskab
I forvejen har festivalen Dream City, hvor der er masser af kreativitet og innovation med blandt andet studerende, der sammen laver projekter, der skal forbedre forholdene på festivalen med fremtidens verden uden for for øje.
Der er en direkte linje mellem festivalens Dreamcity og Nørd Camp, fortæller direktør for innovation i Orange Innovation Esben Danielsen.
- Vi bruger festivalens værdisæt med legende og dannende fællesskaber, og involverer folk direkte i at skabe ting og oplevelser sammen med hinanden, siger han til dr.dk/viden.
Nørder er fremtidens ressourcer
Der er planlagt tre sommerlejre over de sidste uger af skolernes sommerferie. Og man holder også familiedage, hvor yngre og ældre børn kan komme og lege med naturvidenskab.
- Fremtidens ressource er nørderne. Det er helt naturligt for os at starte med børnene. Kan vi åbne op for børnenes skabertrang, kan vi gøre det med de voksne, siger Esben Danielsen.
Makers - hobbyfolk i en opdateret version
Folk, der udvikler ting selv, kaldes for makers i USA, og de mødes på messer. For 20 år siden ville vi kalde det for husflidsmesse.
- Men i dag bruger man robotter, droner og 3D-printere, så det er en helt anden og moderne udgave. Men grundlæggende handler det om at kunne bruge håndværket selv, siger Esben Danielsen.
Og det er den udvikling, som Orange Innovation gerne vil skubbe mere i gang i Danmark.
Speedbåd for nørder
- Orange Innovation er en slags speedbåd ved siden af supertankeren. Noget, der kan få sit eget liv. Vi har gang i mange ting, men Nørd Camp er det første arrangement, siger Esben Danielsen.
Han har selv en naturvidenskabelig baggrund med en uddannelse inden for fysik (kombineret med kommunikation), og så har han ellers i en årrække været idémand, talsmand og kreativ leder i Roskilde Festival.
Nu står han så i spidsen for makers-bevægelsen under Roskilde - Orange Innovation, og han mener, at det er sejt at være nørd:
- I dag er en nørd jo ikke en dreng, der ikke kan få en kæreste. I dag er en nørd en dreng eller pige, der er vildt god til en eller flere bestemte ting, siger Esben Danielsen.