Opfindere skal hjælpe med at redde skovelefanter

Paintball med termisk maling, apps og dårligt internet. Få en idé, så dyrene overlever.

En rapport fra 'Wildlife Conservation Society' fastslog i marts, at 62 procent af skovelefantens population er forsvundet i de sidste ti år.

Jo mere vi lærer om elefanter, jo mere kan vi gøre for at beskytte dem.

Det er tanken med projektet the Elephant Listening Project, ELP, der skal redde skovelefanterne i Centralafrikas regnskove.

Nu efterlyser lederen af projektet, Peter Wrege, folk, der kan opfinde smarte teknologiske løsninger, der kan hjælpe med at kortlægge elefanternes liv dybt inde i skovene.

Teknologi må kunne udnyttes

Peter Wrege fortæller på hjemmesiden O'Reilly Animals Project, at man faktisk ved så lidt om den art elefanter, at det er svært at gøre noget for dens overlevelse.

- Vi har desperat brug for at finde måder at udnytte de utrolige fremskridt inden for teknik og software, vi mennesker bruger i vores dagligdag, til at hjælpe dette fantastiske dyr med at overleve, forklarer Peter Wrege.

Den ukendte elefant

Det er svært at få præcise oplysninger om de truede elefanter, der lever i en tæt regnskov af flere årsager:

  • Man kan ikke observere dyrene fra luften, fordi skoven er for tæt.

  • Man kan måske være heldig at støde på elefanterne bare et par gange om året, når de søger ud til en lysning i regnskoven for at møde andre elefanter - ofte om natten

  • Elefanterne er for store til at fange

  • Og det er livsfarligt at forsøge at nærme sig elefanterne.

Det er med andre ord op ad bakke med kortlægningen af skovelefanternes bestand.

Så viden er vigtig, og Peter Wrege mener, at teknologi kan løse problemet. Derfor efterlyser han folk til tre gadget-relaterede udfordringer.

Hvordan får vi big data ud af regnskoven?

Elefant-projektet har sat sensorstyrede videokameraer og lydoptagere op i træerne, og ved at parre optagelserne, kan man finde ud af, hvordan elefanterne lever.

Men oplysningerne er 'tunge filer', der kræver meget strøm og hurtig internetforbindelse.

Og det er der ikke meget af i en tæt og mørk skov, hvor man fx ikke kan udnytte solceller.

Hvordan markerer vi enkelte elefanter fra en sikker afstand?

Elefantprojektet vil gerne kunne markere enkelte elefanter, så man kan spore dem om natten, hvor man ved, at de møder andre elefanter.

Det ville være super sejt, hvis man kan få mærket elefanterne med noget materiale, der fx er synligt med et infrarødt kamera.

Men hvordan får man placeret sådan en slags termisk maling på en elefant, så det i hvert fald virker i 12 timer? Kan man bruge paintball?, spøger Peter Wrege.

Sjove apps som får afrikanske børn til at blive miljøforkæmpere

Antallet af mobiltelefoner stiger eksplosivt i Afrika.

Det må man kunne udnytte til at få børn og unge i lokalområderne engageret i kampen for at redde elefanterne fra udryddelse, mener folkene bag elefantprojektet.