I 2022 skal Danmark genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet. Det kræver, at vi alle sorterer meget mere hjemme.
I dag volder det særligt besvær i byerne, hvor mange mennesker bor i etagebyggeri. Der kan det virke uoverskueligt at komme ned med affaldet i gården.
Apps, der holder øje med vores affald og skræddersyede og nyudviklede sorteringssystemer kan være vejen frem til bedre sortering.
Sortering på lidt plads
Det rådgivende ingeniørfirma Rambøll har sammen med blandt andre Frederiksberg Kommune undersøgt borgernes affaldsvaner ud fra målet om at øge sorteringen i dagligdagen.
Det viser sig, at der ofte mangler gode sorteringssystemer til lejligheder, hvor der er normalt er meget lidt plads.
Samtidigt har folk ikke en fornemmelse af, hvor meget deres valg af varer ude i butikkerne betyder for deres mængde af affald.
Folk ved for lidt om deres affald
- Der skal en seriøs adfærdsændring til, hvis vi skal have borgerne til at bakke op om den nye ressourcestrategi. Det når vi ikke ved at gøre, som vi plejer med systemer, der understøttes af husstandsopdelt information.
Det siger projektleder for Bedre affaldssortering starter hos Borgeren og antropolog hos Rambøll Agnethe Kristine Grøn til DR Viden.
- I vores samtaler med borgerne blev det meget klart, at bevidstheden om det personlige ansvar, kendskab til egne affaldsmængder og konkrete brugervenlige løsninger er afgørende, hvis vi for alvor skal rykke på det her område, siger hun.
Fire forslag til nye veje
Rambøll og deres partnere - Frederiksberg Kommune, Kunstakademiets Designskole og Alexandra Instituttet - er gået tæt på borgerne og har fundet ud af, hvilke barrierer de har for at sortere deres affald.
Ud fra det har de designet fire forskellige løsninger, der kan understøtte at folk sorterer deres affald.
Man vil arbejde videre med de forslag i den kommende tid. Læs mere om dem i faktaboksen.
Andre firmaer og kommuner er også i gang med at udvikle oplagte affaldssorteringssystemer til Danmark som skraldeløst samfund: Danmark uden affald.