Cykelserie: Fra mountainbike til transportcykel med ét klik

I en mini-serie på fem artikler, viser vi de fem finalister som netop nu deltager i konkurrencen ' The Bike Design Project' . Konkurrencen går ud på at designe en moderne cykel tilpasset bykørsel.

Evo kan med få klik transformeres fra en minimalistisk mountainbike-lignende bycykel, til en cykel der kan transportere børn og indkøb. (© HUGE Design / 4130 Cycle Works)

Hvem har lavet den fedeste cykel?

Så simple er reglerne i en konkurrence, som netop nu løber af stablen i USA under navnet "The Bike Design Project".

Fem forskellige teams, fra fem forskellige byer, har designet deres bud på den ultimative cykel, som enhver byboer må eje.

Alle kan stemme på deres favorit inden d. 4 august, og den cykel der får flest stemmer vil blive sat i produktion, og skulle ramme handlen i 2015.

Cykel 3 - Evo fra San Francisco

I vores miniserie om de fem cykler, er vi nu nået til cykel nummer 3, som har fået navnet 'Evo'.

Evos særkende er et 'plug-and-play'-system, som gør det muligt med et enkelt klik at montere eller afmontere en barnestol, cykelkurv eller cykeltaske.

Et klik og kurven er på. (© HUGE Design / 4130 Cycle Works)

De kan klikkes på i begge ender af det symmetriske stel, som er forstærket til at kunne bære vægten.

Det gør det muligt lynhurtigt at ændre cyklens udseende og funktion, fra en minimalistisk mountainbike-lignende bycykel til en cykel, der kan bruges til at hente børn og købe ind.

Et klik og kurven er på. (© HUGE Design / 4130 Cycle Works)

Kurve, tasker og stole er særligt designet til cyklen, så de passer i de rene linjer, men andre producenter vil kunne bygge deres egne løsninger, der kan klikkes på.

Cyklen kommer også med indbygget kædelås og dynamo.

Designtanke: Transportcykel med mountanbike-look

Evo er udviklet i et samarbejde mellem designfirmaet HUGE Design og cykelbyggeren 4130 Cycle Works, begge fra San Francisco.

Tanken bag designet har været, at skabe en hybridcykel, hvor kliksystemet giver stor fleksibilitet og på et øjeblik, kan ændre cyklens funktion.

Et klik og kurven er på. (© HUGE Design / 4130 Cycle Works)

Men andre ord en cykel der kombinerer bycyklens praktiske funktioner, med robustheden og geometrien fra de mountainbikes, som San Franciscos bakkede terræn indbyder til at bruge.

Et klik og kurven er på. (© HUGE Design / 4130 Cycle Works)

Det skal være attraktivt at cykle

Kan du ikke vente med at se de sidste to cykler, så kan du naturligvis allerede nu smutte over på Oregon Manifest side, hvor alle cyklerne bliver detaljeret præsenteret.

Oregon Manifest er en non-profit organisation, og er dem der afvikler konkurrencen.

Organisationens formål er at være en uafhængig kreativ katalysator, som ønsker at få de største talenter og mest innovative tænkere til at udvikle moderne cykler, som kan gøre det endnu mere attraktivt at bruge cyklen som transportmiddel.