Når befolkningstallet stiger, skal der mere mad til at mætte munde. Bor man i et landbrugsland, vil man dyrke landbruget mere intensivt for at få flere fødevarer. Eller man vil øge arealet, man dyrker mad på. Det lyder logisk.
Men teori er én ting, virkelighed er noget andet i hvert fald i landet Burkina Faso i Afrika.
Der vil bønderne hellere tjene penge i guldminer eller arbejde med småhandel eller som vagter i Elfenbenskysten end selv producere hirsen. For hirsen kan de købe billigt og nemmere takket være forbedret infrastruktur og støtte fra en række udviklingsprojekter.
Kig på foder i stedet for fødevarer
Laura Vang Rasmussen er miljøgeograf og post.doc. på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
Hun har gennem sit ph.d.-projekt nærstuderet to landsbyer i Burkina Faso og set, at selv om befolkningstallet vokser, falder det opdyrkede landbrugsareal.
Hendes konklusion er, at mange udviklingsprojekter kan målrette deres indsats bedre, hvis de dropper tanken om fødevareproduktion og i stedet kigger på produktion af foder til dyr.
Laura Vang Rasmussen er en af de otte vindere i konkurrencen om god forskningsformidling, Ph.d. Cup 2014, som DR, dagbladet Information, Danske Universiteter og Lundbeckfonden står bag.
Overraskende, at fødevarer ikke tæller
Laura Vang Rasmussen er for længst hjemme i København og sidder nu på Geocentret på Øster Voldgade.
Men i forbindelse med sit ph.d.-projekt har besøgt hun Burkina Faso flere gange og har samlet tilbragt flere måneder i de to landsbyer og sovet uden for under åben himmel om natten og været lidt nervøs for skorpioner...
Undervejs har hun undersøgt, hvordan de fattige familier overlever.
- Det var i høj grad overraskende, at landbruget ikke længere er det vigtigste i et landbrugsland, fordi folk laver en række andre ting end at dyrke deres marker, siger Laura Vang Rasmussen.
Dårlig jord, tørke og oversvømmelser
De tyr til andre leveveje af flere årsager. Udbyttet på markerne er ringe, fordi jorden er udpint og ikke får gødning.
Det er ikke til at regne med, nå ja regnen. Det ene år kommer der måske 800 mm regn, det næste kun 200 mm, forklarer Laura Vang Rasmussen.
Og hun finder så nogle billeder frem på sin computer, hvor en sø er henholdsvis udtørret og løbet over sine breder på grund af oversvømmelse. Og selv i gode år dækker hirsen kun familiens fødevarebehov i fem måneder.
- Så det sikreste for dem er faktisk at satse på noget andet end fødevareproduktionen, siger Laura Vang Rasmussen.
Masser af billig hirse og givtige job
Samtidig har udviklingsprojekter sørget for, at der er kommet et marked for hirse, så bønderne altid kan købe billig hirse.
Oveni frister muligheden for hurtige penge i den voksende guldmineindustri og job i Elfenbenskysten.
- I sidste ende er konsekvensen jo, at bønderne forlader deres marker. Det er jo en afvejning, hvor de synes, at det bedre kan betale sig bare at købe hirse, siger Laura Vang Rasmussen.
Et klassisk bistandsdilemma
Hun understreger, at hun ikke vil generalisere, for der kan være andre forhold andre steder i Sahellandene, som landene Syd for Sahara også kaldes.
Men forholdene i Burkina Faso illustrerer et af de klassiske dilemmaer i bistandspolitik.
- Jeg tror ikke, at udviklingsorganisationerne havde regnet med, at konsekvensen ville være, at folk forlod deres marker, fordi de kunne købe hirse, siger Laura Vang Rasmussen.
- De havde nok snarere troet, at det var et supplement, hvis høsten ikke helt slog til, siger hun.
Interessen for landbrugsprojekter falder hurtigt
I dag bevilger udviklingsorganisationer typisk penge til fødevareproduktion, fordi befolkningstallet vokser.
Og lokalbefolkningen er sådan set glad for de mange landbrugsprojekter, der bliver sat i gang, og som den kan tjene penge ved at arbejde på, fx etablering af volde, der kan holde på vandet til markerne.
Men lige så snart projektet er færdigt, falder lokalbefolkningens interesse for projekterne, der så forfalder, siger Laura Vang Rasmussen.
Støt foderproduktion
Ifølge Laura Vang Rasmussen bør man i stedet koncentrere støtten omkring foderproduktion til bøndernes dyr.
Markerne bliver stadig dyrket, ikke på grund af fødevareproduktionen men på grund af foder og kultur.
Landsbybeboerne har forklaret hende, at man ved at dyrke sit jordlod viser, at man hører til landsbyen, selv om man arbejder ude ved Elfenbenskysten.
Dyr giver prestige
Den anden årsag er behovet for mad til dyrene. Der er ikke græs nok til dyrene på de fælles græsningsområder, så bønderne er nødt til at skaffe foder på andre måder.
De bibeholder derfor altid en lille mark for at have nogle afgrøderester til at fodre bruger dyrene med. Dette foder er deres eget og giver dermed en vis form for sikkerhed.
- Der er prestige i at have mange dyr i en landsby, og samtidig er dyrene en slags buffer for familierne. Hvis alt andet går galt, kan de sælge et dyr og få penge til hirse, forklarer Laura Vang Rasmussen.
- Så dyrehold og foderproduktion er virkelig noget, der er værd at satse på udviklingsmæssigt, siger hun.
Tjek om landbrugslandet er til landbrug
Man kan også støtte andre former for arbejde i området, fx at sikre rettigheder for guldminearbejdere.
- Selv om man befinder sig i et landbrugsland, bør man lige tjekke, om det er fødevareproduktion, der er værd at satse på, eller noget andet vil give mere mening, siger Laura Vang Rasmussen.