EU-politiker: EU skal give penge til bæredygtig soja

Christel Schaldemose mener, EU bør oprette en pulje, der støtter indkøb af bæredygtig soja. Det kan fremme ansvarlig produktion i Sydamerika.

Foder til danske dyr kræver et areal med soja på størrelse med Sjælland i Sydamerika. (Foto: © Alfonso- Wikimedia Commens, Wikimedia Commons - Alfonso)

EU-Kommissionen bør oprette en særlig pulje, der støtter indkøb af bæredygtig soja i Sydamerika.

Det vil gøre det mere attraktivt at købe soja, der er ansvarligt produceret, og koster lidt mere. Og det vil samtidig gøre det mere interessant for producenter at producere bæredygtig soja.

Det mener det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, som i dag har spurgt EU-Kommissionen, om det ikke vil være en god idé.

Sojaproduktionen skader i Sydamerika

Produktion af sojabønner til danske dyr lægger beslag på et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland.

Samtidig bliver noget af foderet produceret med sprøjtemidler, der er forbudt i EU. En højere andel af lokalbefolkningen bliver syge af kræft end andre steder, og børn bliver født med misdannelser.

Regnskov bliver ryddet, og klimaet lider under den intensive sojabønne-produktion, viser en dansk rapport.

EU kan ikke gøre noget her og nu

Danmark er ikke det eneste EU-land, der køber sojabønner i Sydamerika.

I november kontaktede Christel Schaldemose EU-Kommissionen for at få den til at tage ansvar for, at produktionen af sojabønner til EU ikke skader mennesker og natur i Sydamerika.

Kommissionen har nu svaret tilbage, at EU på grund af handelsaftalerne gennem WTO ikke kan gøre noget her og nu.

Men at EU generelt arbejder for at 'fremme handelen med varer, der bidrager til miljømæssigt forsvarlig praksis, herunder varer, der er omfattet af frivillige garantiordninger for bæredygtighed og certificeringsordninger, som f.eks. fairtrade-ordninger og etiske handelsordninger og miljømærkning'.

Skuffende men forventeligt svar

- Svaret er selvfølgelig lidt skuffende, men jeg er ikke så overrasket over det, for det er en stor problemstilling, siger Christel Schaldemose til dr.dk/viden.

Men hun hæfter sig ved, at Kommissionen forsøger at lægge vægt på bæredygtighed og at produktionen foregår på en miljømæssig rigtig og ansvarlig måde.

Derfor stiller hun det nye spørgsmål til Kommissionen om puljen til indkøb af bæredygtig soja, for det vil være et incitament til at få flere til at producere bæredygtig soja, mener hun.

Enkel måde at tage ansvar med det samme

- Det er en enkel måde at tage ansvar på her og nu, siger Christel Schaldemose, der arbejder med landbrug og fødevarer, sundhed og forbrugerbeskyttelse i EU.

- Og det er noget, som EU bør gøre, for det er EU, der sætter rammerne for landbrugsproduktionen i medlemslandene, siger hun.

Danmark forsøger at finde en løsning

I Danmark har fødevareministeren sat sig for at finde en løsning på den danske import af sojabønner.

Landbrugets organisationer og interesseorganisationer mødes jævnligt med NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet.

Fødevareminister Dan Jørgensen overtog i december Fødevareministeriet, og hans holdning svarer til de to tidligere fødevareministres, Mette Gjerskov og Karen Hækkerup. I et svar til dr.dk/viden skrev Dan Jørgensen midt i januar at:

'Det er vigtigt at sende et klart og tydeligt signal, der kan høres hele vejen over Atlanten om, at vi ikke vil medvirke til at omdanne Amazonas til en sojamark.'

Mærkningsordning kan være en løsning

Danmark kigger blandt andet på certificeringsordningen 'Round Table on Responsible Soy Association' (RTRS).

Det er en mærkningsordning, der skal fremme sojaproduktion, der er økonomisk rentabel, socialt retfærdig og miljømæssigt forsvarlig.

I svaret til Christel Schaldemose henviser EU-Kommissionen også til, at man kigger på samme mærkningsordning.