Et område i Sydamerika på størrelse med Sjælland bliver sået til med sojabønner, så danske svin og høns kan få mad - og blive til mad.
Producenterne af sojabønner bruger sprøjtegift, der er forbudt i EU. Lokalbefolkningen bliver syg, og miljøet og klimaet tager skade, fordi værdifuld regnskov bliver fældet.
I Asien bliver der også fældet værdifuld regnskov og truede dyrs levesteder forsvinder, mens nye palmeolie-plantager skal opfylde vores stigende behov for palmeolie til mad, sæbe osv.
Klar med en plan til marts
Nu skal en dansk arbejdsgruppe senest den 1. marts 2014 være klar med en erklæring om ansvarlighed ved import af soja og palmeolie til Danmark.
NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet har det seneste halve år holdt flere møder med repræsentanter fra erhvervslivet og interesseorganisationer.
Baggrunden er de store problemer, som produktionen af sojabønner og palmeolie fører med sig socialt-, miljø- og klimamæssigt.
Og i oktober meddelte fødevareminister Karen Hækkerup, at hun vil have en arbejdsgruppe til at finde en løsning.
En række forskellige aktører
25 aktører og Udenrigsministeriet er blevet inviteret med i arbejdsgruppen.
Gruppen består af landmændenes organisationer, fødevareproducenter, sæbeproducenter og lignende, supermarkedskæder og interesseorganisationer.
Gruppen skal som udgangspunkt mødes tre gange.
Ministeren forventer 'klar holdning til ansvarlighed'
Ifølge NaturErhvervstyrelsens hjemmeside forventer fødevareministeren:
'' … at en erklæring skal signalere, at den danske fødevaresektor har en klar holdning til ansvarlighed, når der importeres soja og palmeolie. Herunder også hvordan denne ansvarlighed kan dokumenteres og verificeres.''
Arbejdsgruppen mødes første gang den 13. december 2013.
Læs mere om sojabønne- og palmeoliesagen i dr.dk/videns artikler om emnet.