De grønne teknologier forurener også

Vi jagter klimavenlige løsninger men glemmer, at de har en sort bagside, siger norsk forsker.

Vi fokuserer på den klimavenlige energi - og ser bort fra miljøproblemer, som teknologier også kan føre med sig, mener Otto Andersen. (Foto: © Martin Kunzendorf, DR)

Det skal være så grønt og godt, men det er ikke så grønt endnu.

Det fastslår den norske biokemiker, ph.d. Otto Andersen fra Vestlandsforsking i en ny bog 'Utilsigtede konsekvenser af vedvarende energi'.

I bogen kigger han nærmere på fire typer af vedvarende energi: biodiesel, solfangere, elbiler og brintkøretøjer.

Upopulært at kritisere grøn energi

Otte Andersen forklarer, at det ikke har været populært at kritisere vedvarende energi.

- Der har været en undertone i debatten om vedvarende energi om, at vi må acceptere de negative virkninger, bare fordi de er vedvarende, siger Otto Andersen til det norske forskningssite forskning.no.

Han mener, at det er nødvendigt at bringe de utilsigtede og negative virkninger af nye energiformer frem i lyset.

- I bedste fald kan det være muligt at afværge nogle af de miljøskadelige virkninger ved at ændre på teknologien, siger Otto Andersen.

- I værste fald vil den grønne gevinst blive spist op af de utilsigtede bivirkninger, og således gøre det betænkeligt at bruge teknologien overhoved, siger han.

Biler kræver brændstof. Spørgsmålet er, hvad der skal erstatte benzin og diesel?

Biodiesel og jagten på CO2-udledningen

Når man producerer biobrændstof bruger man blandt andet palmeolie fra plantager i Asien. Og det har tidligere været kritiseret, at det koster regnskov i fx Malaysia.

Otto Andersen peger også på udledningen af farlige partikler gennem biodiesel. Ren biodiesel dur ikke om vinteren, fordi det bliver tyktflydende. Derfor blander man almindelig diesel i det.

Men meget forskning tyder på, at sammenblandingen udleder flere sundhedsskadelige partikler end almindelig diesel.

- Det er et godt eksempel på, at mens vi jagter en reduktion af CO2-udledningen, glemmer vi et andet miljøproblem, siger Otto Andersen.

Livscyklus for vedvarende energi

Otto Andersen mener, at vi ofte har for megen fokus på selve effekten af de vedvarende energikilder uden at se på livscyklussen af en energiform fra produktion over distribution til affald.

Når vi taler om, at el-biler ikke udleder CO2, så ser vi bort fra, at megen af elektriciteten til batterierne globalt set stammer fra kulkraftværker, som forurener meget.

- Det er således højst tvivlsomt, om elbilen faktisk er en miljøvenlig løsning i det lange løb, siger Otto Andersen.

Vi skal forske i renest mulig energi

Otto Andersen håber, at hans bog kan give en større forståelse for energiforbrug og -produktion.

- Alt tyder på at væksten ikke kan opretholdes. Vi er nødt til at reducere energi- og ressourceforbruget på mange områder, siger Otto Andersen.

- Men vi må heller ikke opgive at tro på teknologien. Vi skal fortsat arbejde for den renest mulige energi, siger han.

Professor tror, vi bliver klogere med tiden

Forskning.no har også talt med professor i vedvarende energi på Sogn og Fjordane Erling Holden.

Han mener, at vi med tiden vil få en bedre forståelse af de negative konsekvenser af grøn teknologi.

- Der er en stor glemt sandhed i alt dette: Al energi har negative konsekvenser. Dette efterlader os med et valg: Hvilke negative virkninger er vi mest klar til at leve med? spørger Erling Holden.

Biler kræver brændstof. Spørgsmålet er, hvad der skal erstatte benzin og diesel? (Foto: © Rasmus Kahlen)