Danske forskere vil dyrke bioplastik på marken

Ved at tilføre planter nye gener, kan de omdannes til små plastfabrikker.

I stedet for at omdanne majs til plastik, efter den er høstet, kan man med den rette genmodificering, få planten til selv at gøre arbejdet, håber to danske forskere. (Foto: © Sven Vietense, Scanpix)

Efterspørgslen på miljøvenligt plastik er hastigt stigende. I stedet for at udvinde den af fossilt olie, er der de senere år kommet større fokus på, at udvinde plastik af den stivelse, der findes i planteafgrøder som hvede, byg og særligt majs.

Men det er både dyrt og besværligt, når planternes kulhydrater skal laves om til noget, som fx kunne ende som en plastikpose. Derfor er 2 danske forskere gået på jagt efter nye måder, at forfine udvindingen af bioplastik fra landbrugsafgrøder på.

Flytter forarbejdningen direkte ind i planterne

Primært handler det om at flytte forarbejdningen direkte ind i planterne, fortæller molekylærgenetiker Kim Hebelstrup fra Århus Universitet til dr.dk/viden.

I samarbejde med biokemiker Andreas Blennow fra Københavns Universitet, forsker han i hvordan man får planterne til at gøre det arbejde på egen hånd.

- Planterne rummer muligheder for selv at skabe de kulhydrater, som man i øjeblikket bruger mange ressourcer på at udvinde, fortæller han og fortsætter:

- I stedet for at man skal lave en industriel modificering, kan man begrænse den eller helt springe den over, og sætte planterne til at gøre det selv, forklarer Kim Hebelstrup.

Bioplasten kan efterfølgende bruges som foder

Rent praktisk drejer det sig om, at sætte bestemte gener eller bakterier ind i planterkernerne, for at få dem til at producere andre typer kulhydrater, end de normalt ville gøre.

Og Kim Hebelstrup ser store miljømæssige perspektiver for at forenkle den nedbrydelige plastproduktion.

- De steder hvor der er et spild af plastic til miljøet, er det jo oplagt at udvikle noget, som er biologisk nedbrydeligt, siger han og peger på fødevareemballage som et oplagt slutprodukt.

Eller næsten slutprodukt, for i sidste ende kan plasten ende som dyrefoder hos de selv samme landmænd som har dyrket den.

Og således har planten blot været udlånt til andre formål undervejs i processen fra jord til (dyre)bord.