Sorte vindmøller skal hindre kollision med fugle

Norge tester sortmalede vindmøller, og Anholt Havmøllepark kigger på fugles flyvemønster.

Energiselskabet DONG Energy har ikke generelt oplevet problemer med kolliderende fugle i forbindelse med dets offshore vindmølleparker. Billedet stammer fra DONG's Energys havvindmøllepark ved Horns Rev ud for Blåvand. (© DONG Energy)

Vindmøller skal helst falde i ét med himlen, så de ikke syner for meget i naturen. Derfor er de gråhvide.

Men for fugle kan det være fatalt, hvis de overser de gråhvide roterende møllevinger.

Norges største vindmøllepark på land, Smøla Vindmøllepark med 68 møller, har som et forsøg malet vingerne sorte på fire møller og mølletårnet sort på fire andre møller.

Vindmøllerne er hårde mod havørne og ryper

Smøla Vindmøllepark har problemer med kollisioner især med ryper og havørne.

Laboratorieforsøg tyder på, at kontrast til omgivelserne gør det lettere for fugle at undgå kollisioner.

Og nu vil man se, om farven sort reducerer risikoen for, at fugle kolliderer med møllerne. Samtidig prøver man også andre ting af.

Problemet vil stige, forudser forsker

- Forskning viser, at udviklingen af vindkraft fører til tab af levesteder for fugle, og at fugle også kolliderer med vindmøller.

Det siger forsker Roel May ved Norsk Institutt for Naturforskning (NINA) til forskning.no.

- Med nutidens store investering i vindkraft, må vi antage, at disse problemer vil stige i omfang, siger han.

DONG Energy undersøger fugles flyvemønster ved Anholt

Herhjemme har DONG Energy lige indviet Danmarks største havvindmøllepark med 111 møller, Anholt Havmøllepark, mellem Grenaa og Anholt.

Energiselskabet har undersøgt fuglenes trækmønster i området før opførelsen af vindmølleparken.

- Og fra 2014 til 2016 vil DONG Energy lave yderligere undersøgelser, så vi kan foretage en sikker vurdering af kollisionsrisikoen, siger presserådgiver i DONG Energy Rune Birk Nielsen til dr.dk/viden.

Fugle begynder at flyve udenom møllerne

DONG Energy har ikke generelt oplevet problemer med fugle i forbindelse med dets offshore vindmølleparker.

Energiselskabet har tidligere fået lavet omfattende studier af havvindmøllers påvirkning af fugle i forbindelse med mølleparkerne Nysted og Horns Rev ved hjælp af radar og infrarød video-overvågning.

- Undersøgelserne viser, at fuglene i meget høj grad undgår at kollidere med møllerne, fordi de ændrer deres flyvemønstre og dermed flyver helt uden om mølleparken, siger Rune Birk Nielsen.

Normalt kolliderer fugle oftest med vindmøller på land. Det skyldes, at fuglene kigger ned mod jorden, når de søger efter føde eventuelt i nærheden af, hvor de yngler.