Skifergas - for eller imod? Diskussionen er dårligt nok begyndt i Danmark. Man ved endnu ikke ved, om der er nok gas i undergrunden til, at det kan betale sig at indvinde den.
Men i USA kører debatten. Modstanderne er bange for, at menneskerne bliver syge i de områder, hvor man indvinder skifergas. Blandt andet fordi de frygter, at drikkevandsboringerne i områderne bliver ødelagt.
Tilhængerne siger, at gassen bliver indvundet på en sikker måde, så man ikke kommer i kontakt med drikkevandsboringer.
Nu viser et uafhængigt forskningsprojekt, at der er øgede forekomster af tungmetaller i drikkevandet i og tæt på de områder, hvor man henter gas op fra Barnett-skiferformationen i det nordlige Texas. Det skriver Ingeniøren i dag.
Kigger nærmere på tallene
Tungmetallerne findes i forvejen naturligt i området. Men i flere af drikkevandsprøverne overstiger mængden den tilladte grænseværdi.
Forskere fra University of Texas, Arlington, står bag forskningen, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Environmental Science & Technology.
Forskerne siger, at tallene skal analyseres nærmere.
Svaghed indbygget i tallene
De erkender i øvrigt, at der er en svaghed i undersøgelsen.
Man har ikke historiske data for, hvor højt indholdet af tungmetallerne var i området, før man begyndte på at indvinde gas.
Forskerne er dog på vej med nye undersøgelser, hvor man på forhånd har tal fra 60 drikkevandsboringer, før gasproduktionen tog fart.
/Viden/