Nye internet-kort over Danmarks undergrund på vej

Vi skal udnytte varmen fra Jordens indre meget bedre, og nye kort skal gøre det lettere at se, hvor det er nemt at få fat i den geotermiske energi til opvarmning.

På vulkanøen Island er det let at se, at Jordens indre er fyldt med varme. På billedet ser du en islandsk geyser - springkilde - der har periodiske udbrud med varmt vand. (© Scanpix)

Danmarks undergrund er fyldt med varmt vand, der kan bruge til opvarmning.

Og nu bliver det snart meget lettere at finde ud af, hvor i Danmark man nemt kan udnytte den geotermiske energi, dvs. den varme der kommer fra Jordens indre.

Der findes tre større geotermiske anlæg i Danmark, og de danske politikere vil gerne have gang i flere anlæg. Og stadig flere kommuner og selskaber er interesserede i at udnytte varmen fra Jordens indre.

Nu skal GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, i gang med at lave en række tematiske kort, som beskriver Danmarks undergrund.

Nye super-kort er på vej

I dag bruger GEUS et oversigtskort, der ikke rummer alle oplysninger. Nu skal GEUS lave et web-baseret GIS-system med en række tema-kort. GIS er forkortelsen for geografisk informationssystem.

GEUS samler alle tilgængelige oplysninger i form af tema-kort, og så kan man let se, hvor der er potentiale for at udnytte den geotermiske energi i undergrunden.

- Ud fra de nye tema-kort vil man kunne se, hvor det kan være en god idé at forsøge sig med geotermisk energi, og hvor det er en dårlig idé, siger seniorrådgiver og geolog Anders Mathiesen ved GEUS til dr.dk/viden.

Kortet skal skaffe succeshistorier

- Kortene skal bruges til at sikre, at chancen for succeshistorier er størst mulig, så man ikke begynder på projekter i områder, hvor potentialet for at udnytte den geotermiske energi er for risikofyldt, siger Anders Mathiesen.

Lokale fjernvarmeselskaber, myndigheder og andre firmaer kan med kortene hurtigt filtrere steder fra, hvor det vil være dyrt og besværligt at udvinde den geotermiske energi.

Der er nemlig store variationer i den danske undergrund.

Hvide pletter på kortet

Nogle steder er undergrunden mere kompleks end andre steder, og her kan det være sværere at pumpe det varme vand op.

GEUS vil med kortene også kunne vise, hvor der er data-'huller', og hvor man ikke ved nok om undergrunden. Og så kan man foretage yderligere undersøgelser.

Stort potentiale

Ifølge Anders Mathiesen er potentialet stort for at bruge den geotermiske energi, for den danske undergrund indeholder mange sandstenslag med masser af vand.

En rapport fra 2009 vurderer, at det er muligt at dække op imod 50 procent af hovedstadens fjernvarmebehov i flere tusinde år ved at udnytte den geotermiske energi i det østlige Sjælland.

De nye kort vil i første omgang viser oplysningerne på regional basis.

Og så kan interesserede sammen med GEUS gå ind og kigge mere detaljeret på specifikke områder lokalt.

Den nye web-baserede GIS-platform over Danmarks undergrund skal være færdig ved udgangen af 2014.