Septembers globale varmerekord

September fortsatte i det varme spor, som de seneste måneder har lagt.

September fortsatte i det varme spor, som de seneste måneder har lagt. (Foto: © Arne Prip, DR Brugerbillede)

Den amerikanske organisation for atmosfæren og oceanerne, NOAA, har udgivet den månedlige rapport for det globale klima i september måned.

Tallene fortæller om et fortsat rekordvarmt hav på den nordlige halvkugle i stil med de seneste måneder. For den sydlige halvkugle er havtemperaturen på en andenplads, mens kontinenternes temperatur blev sjette-varmest.

Meget varmt hav

Oceanerne var 0,08 grader varmere end den forrige rekord fra 2003 og selv om det ikke lyder af meget, så er det et meget stort spring i oceanernes temperatur.

Da havet fylder så meget på kloden, bliver det samlede billede, at den globale middeltemperatur blev rekordhøj i september måned. Stigningen blev på 0,06 grader over 2009, som havde den gamle rekord.

Tørke og oversvømmelse

Det varme vejr har også sat sine spor. I USA måtte man konstatere, at omkring 30 procent af landet var i tørke - især i staterne Californien og Nevada. Også England måtte se langt efter nedbør, da man kunne registrere den tørreste september siden 1910.

September bød også på voldsomt regnvejr i blandt andet det nordlige Indien og dele af Pakistan, hvor store oversvømmelser var resultatet af mere end 300 mm regn.

Tropiske orkaner

Varmt havvand giver også mulighed for tropiske orkaner. I Atlanterhavet opstod årets første kraftige hurrinane - Edouard. I øvrigt den første hurricane af den styrke, siden Sandy ramte New York i 2012.

Edouard forblev ude over havet og medførte derfor ingen skader. Til gengæld ramte hurricane Odile den mexikanske delstat Baja California som den kraftigste hurricane siden 1967.

Havisen

Omkring Antarktis er havisen denne september rekordstor. Det er bemærkelsesværdigt, og bliver forklaringet med, at vinden omkring kontinentet er øget, ligesom der er flere gletsjere på Vestantarktis, der smelter og tilfører havet mere is og ferskvand.

For Arktis' vedkommende var der mere is end sidste år, men dog den sjette mindste udbredelse siden målingerne begyndte i 1979.

Resten af året

Ser vi på året indtil nu er den globale middeltemperatur på niveau med 1998, som dengang var usædvanlig varm på grund af en meget kraftig el Niño. I år har vi ikke en sådan, men alligevel er temperaturen så høj, at 2014 kan sætte en ny varmerekord.