Det heftige uvejr med masser af regn, nogle steder skybrud, hagl og torden ramte i nat og morges store dele af Danmark.
Det har været meget forskelligt, hvordan uvejret har teet sig, siger DR Nyheders vejrvært Mikael Jarnvig.
- Nogle steder har fået over 40 millimeter regn, og andre steder næsten ingen - selv inden for korte afstande.
Over gennemsnittet for maj
Den vestlige del af landet fik en ordentlig skylle. Fra midnat og frem til klokken 8.00 fik Jelling 60,4 millimeter regn. Det er lidt mere end gennemsnittet for nedbør i normal maj.
- Uvejret kommer også i hurtige skift, holder måske en pause og slår så til igen, tilføjer Mikael Jarnvig.
Fra midnat til kl. 11.00 har der over hele landet været 5.293 lyn.
Uvejret fortsætter hen over Danmark resten af fredagen. DMI varsler fortsat om kraftig regn og skybrud.