VIDEO Sådan var vinteren - sådan bliver foråret

Den 1. marts banker på, og det betyder farvel til en historisk lun vinter, og goddag til et varmt og lyst forår.

Ifølge kalenderen begynder foråret den 1. marts, og derfor er det oplagt at kigge tilbage på en historisk vinter.

Vinteren 2013/2014 endte på en 5.-plads blandt de varmeste vintre, siden DMI begyndte at måle middeltemperaturer i 1874.

- Det har altså været en meget mild vinter, siger DR Nyheders vejrvært Mikael Jarnvig.

- Nedbørmæssigt ligger vi over normalen, så det blev en meget mild og våd og grå vinter. Januar var meget mørk, for der kom utrolig lidt sol, siger han.

Masser af varme...

Men nu kommer foråret, og det betyder endnu højere temperaturer.

- I marts kan vi forvente cirka 5 grader i gennemsnit, i april cirka 10 og maj omkring 15 grader som dagtemperatur. Så det går absolut den rigtige vej.

...og sol i foråret

Januar blev historisk mørk med kun 17 timers sol i løbet af hele måneden. Heldigvis får vi meget mere sol i løbet af foråret.

Således forventer Mikael Jarnvig, at der kommer 110 solskinstimer i marts, 160 i april og 210 i maj.

- Så det ser ud som om, at det bliver et lyst og lunt forår, siger han.

Ifølge DMI's prognose forventes det, at marts bliver både lunere og mere solrigt end normalt.

Se Mikael Jarnvigs tilbageblik på vinteren og hans vejrudsigt for foråret i videoen i toppen af artiklen.