VIDEO Efter ebola: Sierra Leones børn er tilbage i skole

Ebola er skyld i nye regler for Sierra Leones børn, som endelig er vendt tilbage til skolerne.

Efter ebola-epidemien satte det afrikanske land Sierra Leone på standby, er hverdagen så småt ved at vende tilbage til det normale.

Efter ni måneder uden skolegang kunne 1,8 millioner børn i denne uge endelig vende tilbage til klasselokalerne, da 8000 skoler igen slog dørene op.

Lærere trænes i forebyggelse

Men det er en lidt anden skole børnene møder. Der er nemlig blevet gjort flere tiltag for at sikre, at ebola ikke spreder sig yderligere. UNICEF Sierra Leone har undervist flere end 9000 skolelærere i forebyggelse af sygdommen.

UNIFEC har samtidig opstillet 24.300 vaskestationer, så børnene kan vaske deres hænder, inden de træder ind på skolerne. Derudover bliver børnenes temperatur jævnligt tjekket.

Ebola-epidemien har dræbt flere end titusind i det vestlige Afrika.

Se i videoen øvert i artiklen, hvordan børnenes nye skoledag forløber.