For godt halvanden måned siden, lige før parlamentsvalget den 30. april, viste de militante islamister fra ISIS igen, hvor nemt det er at terrorisere den irakiske befolkning midt i Iraks hovedstad Bagdad.
Ved et vælgemøde, hvor jeg var til stede sammen med tusindvis af tilhængere af den rabiate shiamuslimske milits Asaeb al-Haq, angreb ISIS med tre bomber.
De havde planlagt det mest modbydelige scenarium: Efter at første bombe eksploderede midt i mængden på stadion, sprængte en selvmordsbomber i en bil sig i luften, da han kørte hen mod udgangen, som angste irakere søgte mod for at komme væk.
En tredje selvmordsbomber udløste sin bombevest og over fyrre mennesker blev dræbt den dag, og mange flere såret.
Efter ISIS stort set uden kamp har indtaget Iraks andenstørste by Mosul og er rykket videre mod andre byer og sydpå mod Bagdad, frygter mange, hvad islamisterne vil være i stand til på trods af deres relativt begrænsede antal.
I går cirkulerede billeder af deres brutale metoder - af hvad der tilsyneladende er henrettelser af irakiske shiamulimske soldater. ISIS' metoder er kendt fra Syrien. For nyligt korsfæstede de mindst tre personer på offentlig gade i al-Bab øst for Aleppo.
Selvom de færreste forventer, at ISIS lige så nemt vil kunne indtage Bagdad, så har det længe været virkelighed, at ISIS har opereret og udført bombeangreb i hovedstaden.
Fra byen Falluja mindre en times kørsel vest for Bagdad, hvor ISIS de seneste måneder har haft base, er de i stigende grad trængt ind i hovedstaden.
Mere end 400 angreb sidste år
Statistikkerne taler for sig selv. Ifølge Global Terrorism Database har der alene i 2013 været mere end 400 angreb, som ISIS menes at kunne stå bag.
Nogle irakere opfatter ISIS som et oprør mod den shiadominerede regering snarere end en terrororganisation, og en del af Iraks sunnimuslimer og gamle Baathfolk tilslutter sig ISIS eller bakker op om deres fremmarch, fordi de føler sig marginaliseret af premierminister Malikis Bagdad-regering, der ikke har gjort meget for at bilægge de sekteriske spændinger.
En af årsagerne til de militantes fremmarch i det nordlige Irak, er udover svag moral blandt den irakiske hærs soldater og nedsmeltning i den irakiske regering, at ISIS er blevet styrket gennem sit engagement i Syrien.
I den syriske by Raqqa har ISIS trænet krigere og udnyttet områdets oliekilder til at tjene penge. Udviklingen i Irak kan ikke ses uafhængigt af udviklingen i Syrien - og omvendt.
Netop derfor efterlader konflikten på tværs af de to nabolande det internationale samfund og vestlige lande med svære omend uundgåelige valg, om hvilken rolle vi skal spille.
Vil have konsekvenser for Syrien
Ingen i Europa ønsker at se ISIS drage nye grænser i Mellemøsten på baggrund af deres vanvittige, rigide fortolkning af islam, men skal vi blande os - og i så fald i hvilket omfang og hvordan. Uanset, hvad vi foretager os i Irak, vil det uvægerligt også have konsekvenser i Syrien.
En lang række scenarier er mulige. ISIS' fremgang i Irak kan styrke organisationen yderligere i Syrien, hvor de militante ellers på det seneste har måtte trække sig fra flere områder. Meget tyder på, at ISIS allerede har fået penge og våben ud af udviklingen i Irak, og det vil eventuelt presse de moderate oprørere i Syrien yderligere, hvilket vil blive modtaget positivt af styret i Damaskus.
Men samtidig kunne det blive tidspunktet, hvor vestlige lande vil blive mere positivt indstillet over for at levere våben til de moderate oprørere, så de kan stå imod ISIS i Syrien.
Omvendt skaber situationen i Irak nye dynamikker mellem de lokale og internationale aktører. Iran der har stor indflydelse i Syrien og Irak føler sig truet af ISIS' succes i Irak - på linje med en række europæiske lande og USA - også fordi ISIS tiltrækker hundredvis af jihadister fra vestlige lande.
Iran har ellers længe levet med, at landets allierede i det syriske regime har købt olie af ISIS og brugt de ekstreme grupper til at presse de moderate oprørere. Noget tyder på, at den syriske regering i øjeblikket ser sig presset af sin iranske allierede til at engagere sig i kampen mod terrorisme - en terrorisme som styret også selv har næret siden revolutionen brød ud for mere end tre år siden.
I et forsøg på at mobilisere shiamuslimske krigere til kamp mod ISIS i Irak, har den irakiske regering allerede trukket shiamulimske militser ud af Syrien, hvor de ellers kæmpede og forsvarede Bashar al-Assad. Det kan efterlade nye lommer og muligheder til de moderate oprørere i kampen mod Assad.
Skal bekæmpes både i Syrien og Irak
Hvis ISIS skal bekæmpes må det uvægerligt foregå både i Syrien og Irak, hvis det skal have nogen effekt.
Med en fragmenteret og kaotisk politisk situation i Malikis regering i Irak, er det ingen optimal partner, Vesten har at spille bold med - for ikke at tale om Assad-styret i Syrien.
Begge shialedede regeringer har spillet det sekteriske kort i ansigtet på henholdsvis Syriens 70 procent sunnimuslimer og Iraks cirka 20 procent sunnimuslimer. Sunnibefolkningerne i begge lande føler sig marginaliserede.
Det gør dem ikke nødvendigvis til rabiate islamister, men de føler sig stillet over for et valg mellem ekstremister: Diktatorerne eller islamisterne.
Det er i det sekteriske farvand, at Vesten skal agere. Skrækscenariet er, at islamister, der ikke var der før invasionen af Irak, nu spreder sig på tværs af landegrænser og trækker nye streger i Mellemøstens sand baseret på en perfid udgave af islam, hvorefter en del af deres kæmpere rejser hjem til Europa med dette tankesæt.
I Bagdad forbereder man sig
Konfliktens DNA er sekterisk og potentielt fatal for det meste af Mellemøsten. I Bagdad forbereder folk sig på det værste, og unge shiamuslimske mænd melder sig under fanerne til kamp mod ISIS.
- Alle mine venner har meldt sig til kamp, fortæller Samer Ahmed, der bor i Bagdad og selv er shiamuslim.
Vennerne tilhører Asaeb al-Haq-militsen - det var deres vælgermøde, som blev angrebet af ISIS før valget. De er på mange måder lige så ekstreme som ISIS, men ikke desto mindre en mulig partner, hvis Vesten vil blande sig. Der er ingen nemme løsninger. Blot hvis nogen stadig måtte tro det.
Se mere om Irak kl 21.30 i TV-Avisen på DR1 i aften.