Selvom kurderne kæmper for at manøvrere i farvandet mellem et diktatorisk regime og ekstreme islamister, er der allerede en fornemmelse af nyvundet frihed i de kurdiske områder i Syrien.
Regimet har bevidst og strategisk trukket sig fra de fleste kurdiske byer undtagen hovedbyen Qamishli, og kurderne øjner en "historisk chance" for mere frihed og selvstændighed efter i årevis at have levet som en undertrykt minoritetsgruppe i Syrien.
Senest blev en lokal kurdisk overgangsregering annonceret i Qamishli, der skal varetage styringen af de kurdisk dominerede områder i det nordøstlige Syrien i hvert fald indtil krigen slutter.
Men samtidig presser nye fjender sig på i form af radikale islamistiske grupperinger, der ønsker at trænge ind i de kurdiske områder.
Kurdiske kvinder deltager som soldater i kampen mod islamisterne, mens andre danser og demonstrerer i gaden for frihed, demokrati og rettigheder.
De opfører sig som om, krigen allerede er slut; som om det sårbare fredelige og omtrent tålelige forhold til regimet, der i øjeblikket ikke angriber dem, altid vil vare ved; som om de islamistiske grupperinger aldrig vil nå dem. De danser sig til et øjebliks befriende glæde midt i en blodig borgerkrig - og jeg blev venligt men bestemt trukket ind i kæden af dabke-dansende damer.
Se reportagen fra Syrien i 21 Søndag på DR1 i aften kl 21.00.