Nogle steder i Syrien er sporene af oprøret tydeligere end andre.
I Damaskus hører man kun eksplosionerne og skuddene om natten. Om dagen ser man graffitien fra oprørerne på mure og butikker i forstæderne: 'Ned med Bashar' eller 'Strejke', står der, hvis ikke præsidentens støtter har nået at male det over.
Andre steder er oprøret alt for tydeligt.
Sort røg over Homs
Da jeg besøgte byen Homs sidste uge sammen med DR-fotograf Betina Johnbeck, lød eksplosioner og skudsalver konstant og sort røg steg over byen. Overvågningsdroner svævede over byen, så den syriske hær kunne dirigere ilden mod oprørerne.
Og da jeg kørte ind i byen al-Haffa sammen med den første FN-patrulje, der fik adgang, var resultatet af kampen tydeligt. Byen var smadret. Indbyggerne var flygtet og tilbage stod brændte huse, bombede bygninger og brændte biler. Lugten af lig hang i luften, og et sted lå en dræbt mand. Stadig med sin cigaret i hånden, men med halvdelen af hjernen flydende på fortovet.
Frygt for sekterisk konflikt
De seneste to uger har været nogle af de blodigste i Syrien ifølge FN. Og der er ikke mange tegn på, at volden stopper. Syrien er på vej mod en katastrofe, som endda er ved at udvikle sig sekterisk.
Oprøret i Syrien begyndte ellers fredeligt og uden sekterisk undertoner. Og da jeg var her sidst for otte måneder siden afviste alle enhver snak om sekteriske opgør. Denne gang har både syrere, diplomater og FN-observatører fortalt mig, om deres frygt for sekterisk vold.
Frygter massakre
Baggrunden er, at præsident Bashar al-Assad tilhører den shiamuslimske alevit-retning inden for islam, mens flertallet af befolkningen er sunnimuslimsk. Under hans og hans fars regeringstid har mange alevitter fået betroede stillinger i hæren, efterretningstjenesten og i Syriens kæmpe bureaukrati, og blandt elitestyrkerne i hæren er mange alevitter.
Det betyder ikke, at alle alevitter støtter Assad, eller at alle sunnier er på oprørernes side. Men det betyder, at mange alevitter kender folk i hæren, der er blevet dræbt eller såret i krigen - og det betyder, at mange alevitter er bange for at blive ofre for en massakre, hvis Assad bliver væltet.
Jubel og angst for hæren
Forskellen har været tydelig, når jeg har fulgt efter FN-patruljer i Syrien. Patruljerne eskorteres af Syriens hær, og da vi kørte igennem flere alevit-dominerede landsbyer i det nordlige Syrien, strømmede folk ud af deres huse og jublede af hæren. Eller brød ud i kampråbet: 'Allah, Syrien og Bashar alene!'
Når jeg fulgte efter FN i sunni-dominerede områder, var modtagelsen flere gange den modsatte. Lokale gemte sig bag gardinerne og forsvandt bag lukkede døre, når de så hærens soldater. Som en sagde til mig i Midan-området i Damaskus:
- Det eneste, vi frygter mere end hæren er sikkerhedsstyrkerne. Livet her i kvarteret er meget svært, og folk dør. Men jeg kan ikke fortælle det til FN, når de syriske soldater er omkring dem. Jeg vil ikke risikere min og min families sikkerhed.
Hævn blandet med religion
De to religiøse retninger har i årtier levet fredeligt side om side i Syrien, og det begyndende skel mellem dem er farligt. Ifølge flere kilder med kendskab til de nylige massakrer i byer som al-Houla og Qubair, hvor kvinder og børn blev slagtet, har sekternes mistro til hinanden spillet en rolle.
Ifølge de samme kilder har lokale hævnmotiver og gamle opgør også spillet ind - men det stigende had mellem nogle medlemmer af de religiøse grupper, gør det muligt at få folk til at begå de uhyrlige massakrer. Og det bliver understøttet af det syriske styre og de statstøttede medier, som konsekvent kalder alle oprørere for terrorister og al-Qaeda-jihadister.
Soldater kæmper til døden
Mens dødstallene stiger, stiger vreden både hos oprørere og demonstranter, men også hos hæren og sikkerhedsstyrkerne. Den syriske hær lider større tab end nogensinde før, og mens nogle deserterer, så vælger mange nu at kæmpe til sidste blodsdråbe.
- Oprørerne ønsker ikke demokrati, men er terrorister finansieret af udlandet. Vi må rense landet for dem. Det er den eneste mulighed, og jeg vil gøre det, om det så skal koste mig livet, sagde en ung soldat, Ibrahim al-Hamoud, da jeg besøgte ham på et militærhospital i Damaskus.
Han mistede sit ene øje i kampe mod oprørere i byen Deraa, hvor oprøret oprindeligt begyndte for halvandet år siden. Og han var villig til at vende tilbage til fronten igen.
Frygten dominerer
Tilbage står mange almindelige syrere, som bare ønsker at leve i fred. Flere har de seneste ni dage fortalt, hvordan de nu frygter at køre ud om natten. Hvordan kriminelle bander udnytter sikkerhedsvakuummet i Syrien til at kidnappe tilfældige mennesker - ikke for politiske formål, men for at tjene penge.
En mand, som jeg lovede ikke at nævne ved navn, fortalte, hvordan hans landsby var delt i folk, der støttede Assad og folk, der støttede oprøret.
- Det er blevet livsfarligt at sige noget overhovedet. Hvis jeg siger, jeg er imod styret, så risikerer jeg, at Assad-loyalisterne dræber mig. Hvis jeg siger, at jeg støtter Assad, så risikerer jeg, at oprørerne dræber mig. Så jeg tier stille.
De seneste uger har både oprørere, Assad-støtter og den syriske hær vist, at de er villige til at kæmpe til døden. Og med et handlingslammet FN, der har indstillet missionen i Syrien, er det svært at se, hvem der skal forhindre dem i det.