Svære forhandlinger om græsk gæld - løsning vil kun være midlertidig

En eventuel aftale om Grækenlands gæld vil kun holde landet flydende i nogle måneder.

Mange grækere har hævet deres indestående i Grækenlands banker. (Foto: © YANNIS BEHRAKIS, Scanpix)

Det bliver særdeles svært at nå frem til en aftale om Grækenlands gæld og forhindre en truende statsbankerot, når EU’s stats- og regeringschefer i aften mødes til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

Og selv hvis der kommer en aftale, vil der højest være tale om en midlertidig løsning.

Sådan lyder vurderingen fra DR’s EU-korrespondenter Ole Ryborg og Niels Kvale på endnu en skæbnedag i den lange tragedie om den økonomiske krise i Grækenland.

Alle er til stede

- Man har simpelthen samlet alle aktører i byen i dag, for nu SKAL der laves en aftale, fortæller Ole Ryborg fra Bruxelles.

Han siger, at forudsætningerne for en aftale på sin vis er til stede:

- Det skyldes to ting: Det ene er det fænomen, at den græske kasse er tom. Der er vedvarende rapporter om, at der ikke er penge til at betale lønninger og folkepension 1. juli. For det andet har kreditorerne lavet en samlet pakke - nærmest et ultimatum - og lagt den på bordet foran grækerne og sagt: Nu bliver I nødt til at sige ja.

Korrespondenten tør ikke spå om, hvorvidt der kommer en aftale i aften eller i nat. Men i givet fald skal man ikke forvente nogen varig løsning på Grækenlands gældsproblemer.

- De ting, man har lagt på bordet, er nogle forslag, der vil holde Grækenland flydende måske seks måneder frem i tiden, så man kan forhandle videre uden den daglige uro. Det bliver ikke en løsning, der vil holde i årevis siger Ole Ryborg.

Pension gør ondt

Der er mange knaster i forhandlingerne om den græske gældskrise. Kreditorerne kræver blandt andet en pensionsreform, en arbejdsmarkedsreform og højere moms.

De fleste af kravene vil være i direkte modstrid med det ledende græske regeringsparti Syrizas valgløfter, og derfor har parterne så svært ved at nå et kompromis, fortæller Niels Kvale fra Athen:

- Særligt kravet om besparelser på pension er det meget svært for den græske regering at give indrømmelser på, fordi man har lovet at gøre op med de mange sociale forringelser, befolkningen har oplevet i løbet af de sidste fem års krise. Og her spiller pensionerne en afgørende rolle, fordi de er en hovedindtægt for rigtig mange familier, fortæller Niels Kvale.

Vant til dommedag

Han fortæller, at grækerne forholder sig relativt roligt, selvom dagen i dag i resten af verden bliver omtalt som en skæbnedag.

- På den ene side er grækerne vant til at have en finansiel og politisk dommedag hængende over hovedet. Så det tager man stille og roligt - i hvert fald på overfladen. Omvendt kan man se, at der er rigtig mange grækerne, som hæver deres penge i bankerne for at have kontanter klar, siger Niels Kvale.

I runde tal hævede grækerne 44,7 milliarder kroner i bankerne i sidste uge. Det svarer til 26,6 millioner kroner i timen.