Kina sætter omstridt ø-byggeri på pause

Kina forsøger at mindske spændingen i Det Sydkinesiske Hav ved at bremse landevinding.

Aktivister i Filippinerne protesterer over Kinas ø-byggeri i Det Sydkinesiske Hav. (Foto: © NOEL CELIS, Scanpix)

Kina vil i løbet af få dage færdiggøre landvindingsprojekter ved Spratleyøerne i Det Sydkinesiske Hav, siger Kinas udenrigsministerium.

Kina har igennem en længere periode bygget øer i Det sydkinesiske hav.

Det har man gjort, selvom det ikke er afklaret, hvem der har retten til området, hvliket har skabt vrede hos både USA og Kinas mindre naboer - særligt Filippinerne og Vietnam.

Når Kina nu melder ud, at de vil holde pause med at indvinde land ved Spratleyøerne, er der en god forklaring på det, siger lektor Liselotte Odggard fra Forsvarsakademiet:

- Det handler om at Kina vil sænke spændingsniveauet i området. Det er løbet løbskt, siger hun.

CNN i spionfly

Når Kina er blevet ved med at bygge større øer ovenpå rev er det for at sikre sine muligheder for at gøre krav på området gennem folkeretten og for at se, hvad det er muligt at slippe af sted med, siger Liselotte Odgaard:

- Der foregår hele tiden et spil om, hvor langt kan man gå, før at modparten reagerer for voldsomt, siger hun.

Det er ikke kun Kina der bygger øer, men Kina bygger hurtigere end de mindre nabolande.

Det fik i sidste måned det amerikanske luftvåben til at tage journalister fra CNN med i et spionfly på en overflyvning over området. Overflyvningen udløste otte advarsler fra den kineserne flåde.

USA anmodede efter overflyvningen Kina i skarpe vendinger om helt at stoppe sine byggeaktiviteter.

https://twitter.com/CNN/status/604567350415781888

Sand til 4.000 m2 øer

Billederne fra overflyvningen dokumenterede, at Kina i løbet af de seneste 18 måneder har hevet sand nok op fra havbunden til at skabe øer, der fylder et areal på over 4.000 kvadratmeter.

Og selv om Kina altså nu vil sætte ø-udbygningen på pause, stopper byggeaktiviteterne ikke helt.

For så snart Kina er færdig med landvindingen ved Spratley, vil kineserne bygge fyrtårne, kommunikationsfaciliteter og andre bygninger til civilt brug og til brug ved nødsituationer - og,  mener amerikanerne, også til militære formål.