Der er Khalil.
Han sidder ved vejsiden i solnedgangen med udsigt til modne kornmarker, blånende bjerge. Han sidder og skifter forbindinger på de fødder, der nu har bragt ham fra grænsen mellem Grækenland og Makedonien til grænsen mellem Makedonien og Serbien på otte dage.
- Det værste er om natten. Vi går for det meste langs jernbanesporene. Der er mørkt, og der er kriminelle i skovene, klar til at overfalde os og tage vores mobiltelefoner og penge. Og politifolk, der stjæler og mishandler folk. Vi er bange for togene, der uventet kommer bragene ud af mørket og rammer os flygtninge. En nat for nylig blev 17 dræbt på den måde.
Bare fred
Khalil kommer fra Syrien. Har levet 10 måneder under islamisk stat. Nu vil han have et liv i Europa. "Der skal bare være fred", siger han. Ikke andet, bare fred.
- Er der fred, der hvor du kommer fra - er der fred i Danimarca, spørger han.
Der er mange, mange andre skygger denne varme sommeraften på Balkan. Mange andre, der vandrer gennem markerne. Marcherer langs motorvejen i lange kolonner. Trasker langs jernbanesporene, ad markvejene, langs flodbredderne, på bjergsiderne. Nordpå, alle sammen på vej nordpå.
De unge mænd bærer små rygsække. Kvinderne slæber på børn. Ældre mænd trækker på cykler lastet med bagage. "Vi vil til Europa," siger de, og dette her - Balkan - er ikke Europa for dem. De vil til EU. Der er der fred og mulighed for et liv, tror de.
Balkan-ruten
Ude i det tiltagende mørke myldrer de over alt gennem kornet: Børn, voksne, kvinder, mænd, unge, gamle. Nogle unge og energiske, andre forpinte og udmattede, humpende, støttende til afbrækkede grene.
Det er ikke nogen aftentur, dette ligner en folkevandring. Det er som om, halvdelen af Mellemøsten, dele af Afrika, tusinder fra Asien lige nu, i denne varme, smukke nat, har begivet sig på vandring i søgen efter det de ikke har derhjemme: Fred, sikkerhed og elementære livsfornødenheder.
Derhjemme har vi alle set billeder af de overfyldte flygtningebåde mellem Libyen og Sicilien - men dette er en anden og formentlig ikke mindre menneskestrøm: Dette er Balkan-ruten.
Utallige farer
Det her er en mellemstation på en ruten:
De desperate søger først til Tyrkiet, derefter med båd til de græske øer, derfra med færge til Athen, derfra med tog eller bus til den makedonske grænse i Nordgrækenland, derfra ind i Makedonien, hvor de må vandre til fods og gennem utallige farer til den serbiske grænse, derfra nogle hundrede kilometer nordpå til den ungarske grænse - og så, hvis alt er gået vel, over grænsen i nattemørke, ind i det fremmedfjendske Ungarn, ind i EU.
- Vi vil til Sverige, vi vil til Tyskland, siger de fleste, vi taler med.
Enkelte nævner Danimarca og vil vide, om der er sikkert der?
Lige her er der ingen hjælp at hente, hverken i Serbien og mindst af alt i Makedonien. Ingen lejre, intet vand, ingen maduddeling. Ingen fra Røde Kors, FN eller EU med en udstrakt hånd til disse vandrere. De må klare sig selv.
Deres børn må lade være med at græde lige nu. Der er ingen hjælp og ingen nåde her. Her er der kun to ting, der betyder noget: At overleve og at komme nordpå. Det er det eneste.
Flodbølge nordpå
Khalil har forbundet sine fødder. Det er helt mørkt nu. Han vil sove i græsset i nat, omgivet af alle disse børn, disse syriske mødre, afrikanerne, afghanerne.
I morgen håber han at få et stykke papir, hvor myndighederne anerkender, at han eksisterer, at han ikke er et omstrejfende dyr, men et menneske. Papiret giver ham ret til at tage en bus eller et tog frem til den næste grænsen. Bag den ligger det grænseløse Europa, der skal han hen.
Præcis som alle andre i den ustoppelige flodbølge af vandrende mennesker, der lige nu er på vej. Nordpå.