Det er på kant med gældende EU-lov, at Frankrig har indført skærpet kontrol på den ellers åbne grænse til Italien og sender flygtninge, der ønsker at bevæge sig op gennem Europa, retur til Italien.
Det vurderer Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef for Institut for Menneskerettigheder, nu, hvor omkring 200 flygtninge befinder sig på klipperne mellem de to lande på femte døgn.
- Noget kan tyde på, at de (Frankrig, red.) måske går for langt på det her punkt, siger han og understreger, at det præcise omfang af den franske kontrol ikke er kendt.
Italien registrerer ikke som de skal
Ifølge forskningschefen har Frankrig indført denne kontrol, fordi de oplever, at Italien ikke overholder "deres del af aftalen."
De 200 flygtninge, der sidder på klipperne ved Saint Ludovic-grænseovergangen mellem Ventimiglia i Italien og Menton i Frankrig, er kommet – primært - fra Sudan, Libyen og Eritrea.
Når de ankommer til Italien – eller et hvilket som helst andet land, hvor de vil søge om asyl - skal de fingeraftryksregistreres.
Men det får de italienske myndigheder ikke gjort hver gang, pointerer Thomas Gammeltoft-Hansen, og dermed er der ikke bevis for, at flygtningene har været i Italien og søgt asyl i landet.
- Derfor kan man ikke uden videre sende dem retur til Italien, forklarer forskningschefen.
Italien hårdt spændt for
Men Italien, der det forgange år har været den mest populære indrejserute til Europa, er også hårdt spændt for, siger han.
- Italien oplever, at de skal holde for i et spil, der burde vedkomme hele Europa, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Dublin-forordningen dikterer nemlig, at det som udgangspunkt er det første ansøgningsland, der skal behandle ansøgningen om asyl.
Den italienske byrde bliver blot større ved, at landet også er forpligtet til at tage imod og behandle asylansøgere, som er rejst videre op gennem Europa til eksempelvis Danmark, og som de danske myndigheder har sendt tilbage til modtagerlandet.
Dublin-regler fungerer ikke
Hvis modtagerlandene ikke følger reglerne, fungerer Dublin-mekanismen ikke, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.
- For så forsøger de næste lande i kæden - som eksempelvis Frankrig – at genindføre kontrolmekanismer at tage dem på grænsen til Italien for at bevise, trods manglende registrering, at det er her, de kommer fra.
I henhold til Schengen-reglerne kan et land nemlig genindføre grænsekontrol i en nødsituation – og i en tidsbegrænset periode - hvor der er tale om en trussel mod den offentlige orden eller nationale sikkerhed.
Dermed sidder asylansøgerne stadig på klipperne, hvor de er blevet kastebold i en "svag konstruktion" af en lovgivning, der ifølge forskningschefen ved Institut for Menneskerettigheder må og skal genforhandles.
For hvert land der knækker, bliver byrden større
Thomas Gammeltoft-Hansen minder om, at Grækenland har meldt sig ud de sidste fem år, fordi de ikke har kunnet løfte byrden. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har kritiseret forholdene. Og i øjeblikket diskuteres situationen i både Italien og Bulgarien, som også har holdt hårdt for det sidste år.
- Det kan vi bare ikke leve med. For hvert land, der knækker, er det et land mindre til at løfte byrden, så det kommer til at ramme os andre.
Derfor er det kærkomment, at EU's indenrigs- og justitsministre i dag mødes for at drøfte EU-kommissionens forslag om en mere ligelig fordeling af flygtninge medlemslandene imellem.
EU-lande forhandler fordelingspolitik
Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at en fordelingspolitik må være i alle europæiske landes interesse.
- Jeg tror især, at det er i de nordeuropæiske landes interesse at have et system, der sikrer, at man ikke bare frit tager op mod Danmark, Sverige eller England, uden vi har nogen som helst muligheder for at sende dem tilbage eller sikre en ligelig fordeling på tværs af Europa.
Kan en ændring af Dublin-reglerne komme på tale?
- Det er noget af det, man diskuterer.
Bryder det sammen, bliver prisen høj
Uanset hvad kan det nuværende system ikke opretholdes, vurderer Thomas Gammeltoft-Hansen.
- Det virker som et pyramidespil, hvor de yderstliggende lande i det europæiske fællesskab de facto kommer til at ligge for, siger han.
- Spørgsmålet er, om de nordeuropæiske lande kan se det mellemlange perspektiv - alternativet er alt andet lige værre. Bryder det sammen, bliver prisen endnu højere.