Grækenland opfører sig som en ko på isen, som ikke kan komme i land.
Sådan karakteriserer formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, de dramatiske forhandlinger om Grækenlands gæld, som nu er brudt sammen.
Forhandlerne fra den internationale valutafond IMF rejste i aftes hjem til Washington fra Bruxelles, fordi der ikke var nogen form for fremskridt i forhandlingerne.
Seks dage tilbage
EU-korrespondent i DR Ole Ryborg betegner sammenbruddet som "meget alvorligt".
- Det her skulle være slutfasen på forhandlingerne. Skal der laves en ny gældsaftale med grækerne, så skal den godkendes af det tyske parlament - og de går altså på sommerferie om seks dage, siger Ole Ryborg.
Den tyske avis Bild skriver, at selv den tyske kansler, Angela Merkel, som virkelig har forsøgt at holde sammen på forhandlingerne, nu er ved at give op.
https://twitter.com/reiterberlin/status/609244599979216896
- Alle ledende aktører er ved at give op, fordi der ikke sker noget, og fordi grækerne ikke virker parate til at træffe en beslutning, fortæller Ole Ryborg.
Værste pensionssystem
Korrespondenten forklarer, at Grækenland fuldstændig afviser modpartens udspil om at få hjælp mod at indføre reformer, der kan stabilisere den græske økonomi.
Ole Ryborg fremhæver Grækenlands pensionssystem som et eksempel:
- Grækerne bruger 17,5 procent af BNP til pensioner - det er altså meget mere end Danmark og de øvrige EU-lande. Pensionssystem er kaldt det værste i Europa, men regeringen nægter at reformere. Og det er den slags, som gør, at man ikke kommer nogen vegne i forhandlingerne.
Grexit rykker nærmere
De sammenbrudte forhandlinger har naturligt fået snakken om en græsk exit fra euro-samarbejdet - den såkaldte "Grexit" - til at intensivere.
- Risikoen er forøget. Man kan trække hesten hen til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Og hvis man ikke kan få den græske regeringschef Alexis Tsipras til at lave en aftale, så ender det med, at Grækenland ryger ud, for man skal blive færdig med de her forhandlinger nu. Det rykker nærmere, selvom der egentlig ikke er nogen, som ønsker det, siger Ole Ryborg.
https://twitter.com/OleRyborg/status/609262545770278912