Journalist i Bangkok: Ingen vil tage ansvar for bådflygtninge

De tusindvis af bådflygtninge, der sejler rundt i Sydøstasien, skal ikke regne med at komme til kyst foreløbigt, fortæller en journalist i området.

17 forskellige lande var repræsenteret ved dagens topmøde i Bangkok, hvor flygtninge-problematikken var på dagsordenen. (Foto: © Diego Azubel, Scanpix)

Delegerede fra 17 forskellige lande mødtes i dag i Bangkok for at finde en fælles politisk løsning for de tusinder af bådflygtninge, der lige nu sejler rundt i Sydøstasien.

Men efter en lang dags forhandlinger er der stadig ikke kommet nogle konkrete forslag til, hvordan man løser situationen, fortæller Anya Palm, journalist bosat i Bangkok, til DR Nyheder.

- Det er ikke lykkedes, fordi ingen af landene vil tage ansvar for de mange flygtninge, som det hele handler om, siger hun.

Hun fortæller, at skylden bare blev kastet videre til mødet.

- Myanmars repræsentant sagde, helt i strid med al fakta, at de mange flygtninge slet ikke kommer fra Myanmar. Og Thailand sagde, at de ikke vil stå alene med ansvaret.

Midlertidigt ophold løser ikke problemet

Både Malaysia og Indonesien gav ved mødet udtryk for, at de vil tilbyde midlertidigt ophold til bådflygtningene, hvis det lykkedes dem at komme til deres kyster. Men det løser ikke problemet, mener Anya Palm.

- Hovedproblemet er jo, at de (Rohingya-folket, red.) er statsløse. Så selvom de bliver taget ind midlertidigt, så har de ingen steder at tage hen bagefter, siger hun.

Hun mener derfor, at midlertidige ophold kun er et forsøg på at skubbe problemet lidt ud i fremtiden.

- Alle landene i området har et ansvar

Hvis der skal komme en ende på den massive flygtningestrøm fra Myanmar, så kræver det at nabolandende tager ansvar for de flygtninge, der allerede er flygtet fra Myanmar, siger Anya Palm.

- Men de skal også forlange, at Myanmar anerkender sin egen rolle i denne her sag og stopper forfølgelsen af de her mennesker. Det er nemlig Myanmar, der jo har drevet dem på flugt i første omgang, siger hun.

De flygter fra Myanmar

De tusindvis af flygtninge er en del af Rohingya-folket, der flygter fra Myanmar, fordi de bliver forfulgt. Både Human Rights Watch og FN betragter behandlingen af Rohingya-folket i Myanmar som alvorlige forbrydelser mod menneskeheden og betegner forfølgelserne som etniske udrensninger.

Ifølge tal fra FN er omkring 25.000 mennesker flygtet alene på de første tre måneder i år. Og Human Rights Watch vurderer, at omkring 8.000 bådflygtninge er strandet på havet.

Det sker nemlig næsten på daglig basis, at myndighederne i Thailand, Indonesien og Malaysia stopper både i at nå frem til kysten og sender dem tilbage, ifølge Anya Palm.