På anklagebænken i Teherans Revolutionære Domstol sidder chefen for avisen Washington Posts kontor i Teheran - Jason Rezaian.
Han har dobbelt iransk-amerikansk statsborgerskab og har siddet indespærret i det berygtede Evin-fængsel i Teheran i ti måneder.
Ifølge Washington Post har han været udsat for hårdhændede forhør og har i længere tid siddet i isolationscelle. Og han har kun fået lov til at mødes med sin advokat én gang.
Latterlig og absurd anklage
Både det amerikanske udenrigsministerium og Det hvide Hus kræver journalisten løsladt og kalder spionage-anklagen mod ham latterlig og helt absurd.
Og præsident Obama har sagt, at Jason Razaian ikke har gjort andet end at skrive om, hvad det iranske folk håber og frygter.
Washington Post hæfter sig ved, at den iranske udenrigsminister Mohammad Javad Zarif tidligere har kaldt Jason Rezaian "en ven" og "en god journalist".
Brik i intern magtkamp
Og avisen skriver i en lederartikel, at den amerikanske journalist ser ud til at være en brik i spillet i den interne magtkamp i Iran mellem konservative og reformvenlige kræfter.
Washington Post mener, at retssagen mod Rezaian er et forsøg på at intimidere USA i forbindelse med aftalen om Irans kontroversielle atomprogram.
Hvis den iranske regeringsleder Hassan Rouhani og hans udenrigsminister ikke kan standse retssagen mod en amerikansk journalist, de ved er uskyldig, hvordan kan USA så forvente, at Iran lever op til sine løfter i forbindelse med atomforhandlingerne, spørger avisen.
Men præsident Obama har ikke stillet det som betingelse, at Iran skal løslade Rezaian og andre fængslede amerikanske statsborgere, hvis USA skal indgå en endelig atomaftale med præstestyret i Iran.