Kampen om retten til det geografiske område Palæstina havde allerede stået på i flere århundreder, da FN i 1947 vedtog at dele jorden mellem jøder og arabere.
Det skete efter Anden Verdenskrigs jødeforfølgelser og udryddelser i koncentrationslejre, og sejrherrerne ønskede at give jøderne deres egen stat.
Den 14. maj 1948 blev staten Israel oprettet på landområdet Palæstina på baggrund af FN's forslag af fordelingen mellem jøder og palæstinensere, der fik henholdvsis 52 procent og 48 procent af landområdet.
Oprettelsen af Israel og fordelingen af jorden blev forkastet af de arabiske nabolande, og den arabiske betegnelse for begivenheden blev 'al-Nakba' - det arabiske ord for 'katastrofe'. Det kastede regionen ud i en krig med Israel på den ene side og palæstinenserne samt Jordan, Syrien, Libanon, Irak og Egypten på den anden.
Krigen faldt dog ikke ud til arabernes fordel, og 77 procent af det gamle Palæstina lå nu i Israels hænder, og den arabiske del af Palæstina blev splittet i to: Gaza-striben og Vestbredden.
I 1967 bryder 'Seksdageskrisen' ud. Israel vinder over Syrien, Jordan, Egypten og Irak og besætter efterfølgende Vestbredden, Gaza, Jerusalem og dele af Golanhøjderne. På den måde kontrollerer Israel hele det oprindelige Palæstina.
Intifadaerne og palæstinensisk selvstyre
Siden oprettelsen af staten Israel har der været to store palæstinensiske opstande - også kendt som intifadaer - rettet mod Israel og landets besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.
Den første intifada varede fra 1987 til 1993 og mundede ud i Oslo-aftalen, der blev forhandlet på plads mellem PLO og Israel. De to parter anerkendte gensidigt hinanden som legitime repræsentanter for henholdsvis det palæstinensiske og israelske folk.
Oslo-aftalen banede vejen for, at først Gaza og siden også dele af Vestbredden, kunne overgå til palæstinensisk selvstyre. Aftalerne blev dog ikke overholdt, og i løbet af 1990'erne blev uoverensstemmelserne mellem de to parter kun større.
Nye anlæg til israelske bebyggelser blev lagt i 1997, og da ministerpræsident Ariel Sharon i september 2000 aflagde besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem, blev det udlagt som endnu en israelsk provokation. Besøget gav anledning til udbruddet af den anden Intifada, den såkaldte al-Aqsa-Intifada. Den anden intifada varede til 2005. På det tidspunkt trak Israel 7.000 bosættere ud af Gaza.
Et år senere, i 2006, vandt Hamas valget og overtog kontrollen med Gaza, mens Fatah bevarede magten på Vestbredden. Hamas' nyvundne magt i den smalle stribe land fik Egypten til at lukke grænsen og Israel har blokeret deres grænseovergange.
Bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem
Israel annekterer løbende nyt land fra Det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, og de israelske bosættelser bliver ved med at vokse. I dag bor der 500.000 israelske bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem.
Det er ikke kun israelske boliger, der bliver ved med at vokse op på Vestbredden. Det er også veje, hvor kun bosætterne kører, så de ikke skal køre på samme veje som araberne.
Bosætterne inddrager også i stigende grad land til landbrug, de planter vinranker og oliventræer - ofte på palæstinensisk ejet jord - samtidig med, at de ofte forhindrer de palæstinensiske naboer i at dyrke deres land.
Gaza
Grænserne til Gaza blev fastlagt i en våbenhvile-aftale mellem Israel og Egypten i kølvandet på den arabisk-israelske krig i 1948. Det lille stykke land har en længde på 40 kilometer og bredde på 10 kilometer. Her bor 1,7 millioner mennesker.
Nok bygger Israel ikke i Gaza-striben, men Israel har stadig kontrol over de fleste grænseovergange til den lille stribe land, luftrummet over det - og også søsiden holder Israel kontrol med. I syd er det Egypten, som kontrollerer grænserne.
Israelerne har indført en række strenge restriktioner på import af varer til Gaza, og det er samtidig meget svært for befolkningen at forlade området for senere at komme tilbage.
Under Gaza ligger et omfattende netværk af tunneller, der bliver brugt til at indføre mad, byggematerialer, kontanter og brændstof ind, men Hamas bruger også tunnellerne til at smugle våben.
Import-restriktionerne betyder blandt andet, at byggematerialer som cement, beton og stålstænger er svært at få ind, fordi det ifølge Israel kan have 'dobbelte anvendelsesmuligheder' og bruges til at genopbygge tunnel-netværket, der fører ind til Gaza. Adgangen til smugler-tunnellerne er også blevet begrænset fra egyptisk side, efter Abdul Fatah al-Sisi kom til magten i Egypten i 2012.
De lokale aktører
De lokale aktører består selvsagt af den israelske stat og palæstinenserne. Men ikke engang inden for Det palæstinensiske selvstyre er der enighed om, hvem der skal stå med magten. De tre vigtigste pro-palæstinensiske politiske grupperinger er Fatah, Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad.
Fatah er i øjeblikket den drivende kraft i det internationalt anerkendte palæstinensiske selvstyre, som kontrollerer de palæstinensiske områder på Vestbredden. Gruppen bygger på en ikke-religiøs og venstreorienteret ideologi og er en den største blandt mange andre i paraplyorganisationen Den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO).
Under det seneste palæstinensiske valg i 2006 tabte Fatah til Hamas, og efter et blodigt opgør mellem de to grupper lykkedes det Hamas at smide Fatah ud af Gaza.
Der har været en række militante grene i Fatah igennem tiden, senest al-Aqsa Martyrernes Brigade. Gruppen afsvor dog terror i 1988.
Samme år som Fatah afsvor terror, blev gruppen Hamas oprettet som en aflægger af Det Muslimske Broderskab i Egypten. Gruppens nuværende leder hedder Khaled Mashal, men eftersom han er bosat i Qatar, er det oftere Hamas' leder i Gaza, Ismail Haniya, man hører om.
Hamas bygger på en islamistisk ideologi og har en stærk militær gren, al-Qassam-Brigaderne. Modsat Fatah bliver Hamas betragtet som en terrororganisation af USA, EU og en række andre lande.
En nær allieret for Hamas er gruppen Palæstinensisk Islamisk Jihad og dens militante gren Al-Quds Brigaderne, som sprang ud af Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1987. Trods alliancen med Hamas, handler Islamisk Jihad ofte på egen hånd i Gaza.
Sommerens krig i Gaza
I sommer udløste den løbende konflikt en decideret krig i Gaza-striben, efter at tre israelske teenagere var blevet bortført og dræbt. I midten af juli sendte Israel militær ind i Gaza på en lyn-operation for at destruere en raketaffyringsrampe, som var blevet anvendt af militante palæstinensere til at sende raketter ind over Israel.
Det endte dog ikke med blot at være en lyn-aktion i Gaza-striben. Med begrundelse i retten til at forsvare sig selv, lancerede Israel en massiv offensiv i Gaza. Målet var at destruere tunnelnetværket, som Hamas blandt andet bruger til våben-smugling.
Krigen endte med at vare 50 dage, kostede flere end 2.000 palæstinensere livet - langt størstedelen civile. På israelsk side blev 66 dræbt, størstedelen fra Israels hær, IDF.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54fd4a99a11f9f172c8a1e6f
Verdenssamfundet
Det er ikke kun i Mellemøsten, at spørgsmålet om en palæstinensisk stat skaber splittelse. I det internationale samfund er der heller ikke enighed om, hvorvidt en uafhængig palæstinensisk stat skal blive en realitet.
Status er i dag, at 135 FN-lande anerkender Palæstina som stat. Det svarer til 70 procent af FN's medlemlande og omfatter omkring 80 procent af jordens befolkning.
Det mest bemærkelsesværdige medlem af klubben er dog det senest ankomne: Sverige, som anerkendte staten Palæstina i slutning af oktober. Sverige blev dermed det største vesteuropæiske land, som har anerkendt Palæstina. Før dem var kun Island med på holdet.
Senest er det Vatikanet, der har meddelt, at man fremover vil anerkende staten Palæstina. Det blev meddelt i en ny traktat tidligere på ugen.
Kilder: FN, Verdensbanken, BBC, The Guardian, Washington Post, Den Store Danske, Politiken og DR.