Det er en dybt skuffet Ed Miliband, der erkender, at Labour ser ud til at have klaret sig langt dårligere end forventet ved det britiske parlamentsvalg.
- Selv om vi ikke kender det endelige resultat endnu, har det tydeligvis været et meget skuffende valg for Labour, siger Ed Miliband, der selv sikrede Labour et sæde i Doncaster North-kredsen.
Indtil i aftes forventede alle et meget tæt valg, men en valgstedsmåling fra blandt andet BBC viste, at Det Konservative Parti med premierminister David Cameron i spidsen står til hele 310 mandater mod Labours 239.
SNP støvsuger alle mandater
Ed Miliband peger blandt andet på en bølge af nationalisme i Skotland som årsag til Labours tilbagegang.
Her ser de skotske nationalister i SNP ud til at støvsuge næsten alle 59 mandater. Labour plejer at stå stærkt i Skotland.
Det absolut mindste flertal
- Til alle de Labour-kandidater i Skotland, der har tabt deres mandat i parlamentet, vil jeg sige: Jeg er ked af det, der er sket, siger Miliband.
Det Konservative Parti ser ud til at kunne mønstre et flertal sammen med Liberaldemokraterne, som kun står til at skrabe omkring ti mandater i hus. Det er det absolut mindste, hvis de to partier skal regere sammen fremadrettet.
/ritzau/