Parlamentsvalg i Storbritannien har traditionelt været et spørgsmål om enten-eller.
Det britiske valgsystem - hvor vinderen af en given valgkreds får kredsens mandat - favoriserer de store partier. Derfor har valg i Storbritannien traditionelt handlet om, hvorvidt Konservative eller Labour, der er de to største partier, fik flertal i Underhuset.
Men ved valget i 2010 fik hverken Konservative eller Labour flertal - især fordi partiet Liberaldemokraterne fik stor fremgang. Valget endte med, at Konservative og Liberaldemokraterne gik sammen i en koalitionsregering - den første i Storbritannien siden 1945.
Begrebet koalitionsregering dækker egentlig bare over, at flere partier indgår i regeringen. Begrebet bruges dog især om regeringer, som er resultatet af en slags fornuftsægteskab mellem partier, der egentlig ikke havde planer om at gå i regering sammen.
Valget torsdag aften ventes at få et endnu mere mudret udfald. Meningsmålingerne viser, at Konservative og Labour er meget langt fra at få flertal alene, blandt andet fordi det skotske nationalparti SNP stormer frem.
Det afgørende for valget bliver derfor, hvem der kan gå sammen om at danne en regering ved at tælle til 323. For selvom det er mindre end halvdelen af parlamentets 650 pladser, så kan det være nok, da hverken underhusets formænd eller parlamentsmedlemmer fra Sinn Fein traditionelt stemmer.
Der er heller ingen oplagte koalitionsregeringer i kikkerten, hvis valget går, som målingerne siger.
Du kan læse mere om regnemaskinen bag regeringsdannelsen i det britiske underhus HER
Derfor kan Storbritannien have kurs mod en decideret mindretalsregering, som vi kender dem fra Danmark. Det vil sige en regering, der ikke har flertal i sig selv - men som samtidig ikke har et flertal imod sig.
Britisk regeringsdannelse anno 2015 handler altså ikke så meget om, hvorvidt Konservative eller Labour får flest mandater - men om, hvilket af de to partier, der kan overleve en mistillidsafstemning i Underhuset, som vi har forklaret her.