Rapport: Over 38 millioner er på flugt i eget land

Der har aldrig været så mange mennesker på flugt i deres eget land, som der er i dag, viser en ny rapport.

Alene i Syrien er der over 7,8 millioner internt fordrevne. (Foto: © Abdalrhman Ismail, Scanpix)

Krig, konflikter og katastrofer tvinger hvert år rigtig mange mennesker væk fra hus og hjem.

Faktisk har der aldrig været så mange i nyere tid, som der er i dag.

Lige nu er over 38 millioner internt fordrevne på verdensplan, viser en ny rapport fra et overvågningscenter oprettet af Norsk Flygtningehjælp.

Alene sidste år steg antallet med over 15 procent. Og næsten to tredjedele af stigningen var i fem lande: Syrien, Irak, Sudan, Congo og Nigeria.

Udviklingen vil fortsætte

Selvom det er svært at spå om fremtiden, så peger alt i retningen af, at udviklingen vil fortsætte, siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp:

- Vi nærmer os 60 millioner flygtninge, hvis man lægger de internt fordrevne sammen med dem, der er flygtet ud af landet. Så der er en kæmpe ubalance i forhold til antal flygtninge og viljen til at hjælpe dem, siger han til DR Nyheder.

Men hvordan hjælper man dem, der bliver i deres eget land?

- Alle flygtninge har brug for den samme slags hjælp. Et tag over hovedet, mad, vand, tæpper, arbejde, lægehjælp m.m. Det skal vi levere inde i de konfliktområder, som de er en del af, siger han.

Sværere at hjælpe i deres eget land

Tallene fra rapporten svarer til, at én person er tvunget til at forlade hus og hjem hvert 3. sekund.

Og det er sværere at hjælpe dem i deres eget land end hvis de flugter over landegrænsen.

- Fordi man skal hjælp inde i det land og under det regime, som er på nakken af de pågældende mennesker, siger Andreas Kamm.

Det er blandt andet derfor, at organisationer som Dansk Flygtningehjælp ikke tager del eller part i konflikter:

- For netop at kunne være til stede alle mulige steder med vores assistance, siger han.

Flygter også i Europa

Størstedelen af de internt fordrevne er i Mellemøsten eller afrikanske lande.

- Men når kriser opstår eller blusser op igen blandt andet i lande som Ukraine, så kommer der nye grupper med internt fordrevne. De kan ofte ikke finde en vej ud af fordrivelsen, siger Alfredo Zamudio, direktør i IDMC, The International Displacement Monitoring Centre, i en pressemeddelelse.