Anklager i USA tiltaler betjente: Sort mands død var drab

Seks betjente er blevet tiltalt i sagen om den 25-årige sorte mands død.

Anklageren i Baltimore har fredag sigtet seks bejtente i sagen om den unge, sorte mand Freddie Grays død. (Foto: © Adrees Latif, Scanpix)

Statsanklageren i Baltimore har fredag på et pressemøde sagt, at Freddie Grays anholdelse var "ulovlig", og at hans død betragtes som manddrab.

Det skriver CBS News og andre amerikanske medier.

Derfor er der blevet rejst tiltale mod alle seks betjente, der var med til at anholde ham, for blandt andet drab, overfald og uretmæssig anholdelse.

Brækkede nakken i poliets varetægt

Freddie Gray blev anholdt den 12. april, fordi han ved synet af en gruppe betjente begyndte at løbe.

Under anholdelsen fandt betjentene en kniv i hans lomme, og de iførte ham håndjern og bar ham op i en varevognslignende politibil.

Men det er her, noget gik galt.

Freddie Gray blev efter en halv times kørsel i politiets varetægt overført til en ambulance. Efter en uge i koma døde han af 'skader på nakkehvirvlerne'; af en brækket nakke.

Protester spreder sig over USA

Anklager Marilyn Mosbys annoncering blev modtaget med klapsalver og heppende råb af de mange tusinde borgere, der har protesteret over politivolden mod sorte - og specielt mod Freddie Gray - i Baltimores gader.

Protesterne har de seneste dage spredt sig over USA.

For eksempel var tusindvis af demonstranter på gaden i New York onsdag, og flere end 60 personer blev anholdt, skriver The New York Times.

Demonstranterne ville vise deres støtte til de mange mennesker, der går på gaden i byen Baltimore for at vise deres utilfredshed med det sidste nye eksempel på politivold mod sorte i USA.

Gray døde den 19. april af skader på sin rygsøjle, som han formentlig havde pådraget sig, da han en uge forinden blev anholdt af politiet.