Hun mangler sin venstre hånd. Men det har ikke forhindret hende i at skabe sig en karriere som elitesvømmer. Louise Watkin har vundet adskillige medaljer ved de paralympiske lege i Beijing 2008 og London 2012.
Men da vi møder hende, er det ikke i svømmebassinet - men i en såkaldt foodbank i nærheden af Manchester. En foodbank uddeler mad til dem, der kan bevise, at de lige nu ikke har råd til at købe den selv.
Den er baseret på private donationer, frivillig arbejdskraft, og er blevet et symbol på det, som mange mener er helt galt med Storbritannien i dag.
Kontrakt på 0 timer
Louise har i to uger haft et job som hjemmehjælper i et privat firma. Men det er en såkaldt "0 hour contract". Det betyder - som navnet antyder - at hun er garanteret 0 timers arbejde. Hvis telefonen ikke ringer, så får hun ingen løn.
Men samtidig har kommunen inddraget hendes bistandshjælp - Louise har jo skrevet under på en kontrakt med firmaet. Det sker for at anspore hende og andre arbejdsløse til at - på den helt kontante måde - se fordelen ved at arbejde.
Regeringen har - siden den kom til i 2010 - skåret i offentlige ydelser - og gennemført omfattende privatiseringer. Sundhedsområdet er nu så nedbarberet, at samtlige politikere i valgkampen overbyder hinanden i løfterne om millioner af pund til personale og udstyr de næste år.
Soveværelses-skat
På det sociale område er der også sparet - regeringen har blandt andet skåret i boligsikringen og indført den forhadte "bedroom tax": Reglen om at børn under 10 år, der bor med forældre på overførselsindkomst, skal dele værelse. Bor familien for stort, udløser det en ekstra skat - bedroom tax.
På samme måde oplever britiske arbejdsløse under den nuværende regering en ret så håndfast socialpolitik i form af sanktioner:
Hvis man kommer for sent - eller slet ikke kommer - til et møde på jobcenteret, ja så inddrager myndighederne bistandshjælpen - ofte i tre-fire uger. Og sender den arbejdsløse ud af døren - med en blanket til en privat foodbank.
Styr på økonomien
Alt det er sket som led i en storstilet økonomisk genopretningsplan. Og nu ser tallene på papiret pæne ud: Budgetunderskuddet er skrumpet, økonomien vokser - ikke meget, men den vokser. Britisk økonomi er stort set i rigtig fin form - regeringen giver sig selv æren og er gået så vidt som til at kalde Storbritannien for "the comeback country".
Beskeden til befolkningen lyder: Nu har vi spist havregrød i fem år - der er lys forude. Ikke flere skatte- og afgiftshøjelser. Snart kan vi feste lidt igen.
Det er de færreste, der har noget imod, at økonomien er i fremgang.
Oliver Twist-tiden
Men den menneskelige pris, briterne har betalt, er alt, alt for høj, lyder det. Det er ikke et moderne velfærdssamfund værdigt, at børn går sultne i seng, fordi deres forældre er arbejdsløse. Eller så lavt lønnede, at de ikke kan få pengene til at slå til. Det er ikke rimeligt, at private almisser lapper hullerne som et umenneskeligt offentligt system efterlader.
Derfor lover Labour at skabe et mere lige samfund, forhøje skatterne for de rigeste, sætte mindstelønnen i vejret - og afskaffe den type kontrakter, Louise Watkin er ansat på. 0 hour contracts er blevet mere og mere almindelige siden den økonomiske krise, og de er for mange et tegn på, at deres land bevæger sig tilbage i tiden - i stedet for fremad.
Tilbage til Oliver Twist-tiden, dengang hvor mændene ventede ved fabriksporten om morgenen i håb om at skrabe en dagshyre hjem. I dag venter de ved telefonen - men princippet er det samme.
Labours akilleshæl
Og imens Labour lover bedre skoler, sygehuse og arbedspladser, ja så lyder beskeden fra dem, der har siddet med ansvaret de sidste fem år: Hvis Labour bare havde kunnet finde ud af at passe på pengene, dengang de var ved magten - så havde denne genopretning slet ikke været nødvendig.
Her ligger Labours akillelshæl: Mange selv trofaste Labour-tilhængere tror, at de Konservative er bedre til at styre økonomien end det parti, de er mest enig med.
For Louise Watkin er det noget helt andet, der tæller lige nu: Hun vil bare gerne have noget mad. Hun har ikke haft nogen indkomst, siden hun skrev under på kontrakten med sin nye arbejdsgiver.
Hun har ret til supplerende bistandshjælp, hvis hun altså ikke i løbet af de kommende uger tjener nok til at forsørge sig selv. Men den hjælp kommer først, når hun kan dokumentere, at hendes nye arbejdsgiver ikke ringer til hende.
I mellemtiden er Louise her. På en foodbank. For at hente gratis mad. Men drømmen om at en dag blive uddannet som sygeplejerske - og få et rigtigt job - består.