Cheføkonom: Sidste advarselsskilt før afgrunden for Grækenland

EU-møde i Riga fredag skulle have været sidste chance for grækerne, som dog har skaffet kontanter.

En mand samler et EU-flag op fra jorden efter en demonstration i Athen torsdag. (Foto: © LOUISA GOULIAMAKI, Scanpix)

Fredag vil Grækenland efter alt at dømme overskride endnu en frist i den langvarige tragedie om landets gældsproblemer.

Et møde mellem EU’s finansministre i Letlands hovedstad, Riga, fredag var egentlig sat som deadline for en aftale mellem Grækenland og resten af EU. Aftalen skal sikre, at grækerne kan få udbetalt flere penge og dermed undgå statsbankerot.

Men de seneste dage er det lykkedes den græske regering at skrabe kontanter nok sammen til at holde landet flydende lidt endnu. Metoden er dog yderst tvivlsom og næppe langtidsholdbar.

Dekret fra præsident

- For et par dage siden udstedte den græske præsident et dekret om, alle kommuner, regioner og offentlige myndigheder skal indsætte alle deres kontanter på en konto i nationalbanken - for at have penge til at betale statens udgifter i næste uge, fortæller EU-korrespondent i DR Ole Ryborg:

- Samtidig har man beordret, at sygehuse og andre offentlige institutioner ikke betaler deres regninger. Pengene skal i stedet overføres til statskassen. Så desperate er de efter kontanter i Grækenland netop nu.

Ole Ryborg fortæller, at der hersker en enorm frustration i resten af EU over Grækenlands uvilje mod at finde en varig løsning på gældsproblemet.

- Forhandlingerne kører bare, uden at de flytter sig af stedet. Man stiller krav til grækerne, men det virker ikke som om, at de forstår, at de skal levere. Der kommer masser af positive tilkendegivelser, men som en diplomat sagde til mig i går: Alle de ting, grækerne siger, er ikke noget, man kan placere i et regneark. Og uden det, så kommer der ikke flere penge fra eurolandene, siger Ole Ryborg.

Værre end Ukraine

Analytikere har regnet sig frem til, at der nu er større risiko for en statsbankerot i Grækenland end i Ukraine.

https://twitter.com/jsblokland/status/590982223035260928

Chefanalytiker i Sydbank Jacob Graven kan da heller ikke mønstre den store optimisme på Grækenlands vegne:

- Det er svært at sætte deadline på, præcis hvornår statskassen er tom. Men tiden nærmer sig. Det bliver nok ikke nu, at man møder afgrunden - men det er måske det sidste advarselsskilt, inden man møder afgrunden, siger Jacob Graven.

Cheføkonomen tør ikke udpege afgrundens præcise placering.

- Der er nogle betalinger i slutningen af den her måned til offentligt ansatte og overførselsindkomster. Der er nogle afbetalinger på gamle lån til Den Internationale Valutafond i løbet af maj måned (12. maj, red.). Som det ser ud nu, så kan den græske statskasse formentlig godt holde til de betalinger. Det vil altså sige, at måske først i løbet af sommeren vil den græske statskasse endegyldigt være tom, siger Jacob Graven.