Medier: Vestager slår ned på Ruslands Gazprom

Efter Google forventes EU i dag at anklage russisk gasgigant for unfair konkurrence.

Gazprom forsøger at slå sit navn fast i Europa som sponsor for fodboldens Champions League. (Foto: © GERARD JULIEN, Scanpix)

EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager slår for alvor sit navn fast i disse dage.

I sidste uge anklagede Vestager søgegiganten Google for konkurrenceforvridning, og i dag forventes hun at tage favntag med en endnu mere sprængfarlig sag, når hun klokken 12 holder pressemøde i Bruxelles.

EU vil ifølge flere medier anklage verdens største gasselskab, russiske Gazprom, for at udnytte sin dominerende position på markedet for naturgas i flere syd- og østeuropæiske lande.

- Hun er ekstremt modig, lyder vurderingen fra Bjarke Møller, som er direktør for tænketanken Europa.

Politisk redskab

Gazprom adskiller sig nemlig på afgørende punkter fra selskaber som Google. Gasgiganten er statsejet og har meget tætte forbindelser til den russiske regering, og Gazprom bliver ofte beskyldt for at lade sig bruge som et politisk redskab af magthaverne i Kreml.

Siden 2012 har EU samlet beviser for at Gazprom har presset prisen op for udvalgte lande, truet med helt at lukke for gastilførslen og stillet sig i vejen for konkurrenter.

Allerede sidste år tog EU-Kommissionen tilløb til en konkurrencesag mod Gazprom, men man trak i håndbremsen af sikkerhedspolitiske grunde.

100 milliarder kroner

EU har mulighed for at give Gazprom en bøde på 10 procent af selskabets omsætning. Det ville i givet fald betyde en bøde på omkring 100 milliarder kroner.

- Det kan blive en meget stor sag. Spørgsmålet er, om man ender med en bøde. Der har været en tendens i mange år til, at Kommissionen indgik forlig i mange af de her sager mod at virksomhederne ændrer adfærd, siger siger Bjarke Møller:

Og Gazproms direktør har været ude med henvendelser og udmeldinger i pressen, hvor han lægger op til en eller anden form for forlig.

Vrede i Rusland

Men den fortsatte splid mellem EU og Rusland efter russernes militære indblanding i Ukraine gør Gazprom-sagen mere uforudsigelig end andre konkurrencesager. Så Margrethe Vestager risikerer at tage skridt, som skader forholdet mellem de to parter yderligere.

- Jeg føler mig overbevist om, at det vil skade forholdet. Det er et firma, som har stor betydning for økonomien, men også for den russiske selvforståelse, siger lektor i russisk politik Flemming Splidsboel:

- Man er allerede nu oppe på de helt store klinger i Rusland - også i medierne - og taler, at EU igen angriber Rusland.

EU har dog den fordel, at Gazprom meget nødigt vil miste unionens lande som kunder.

- Der er for mig at se ingen tvivl om, at EU er det mest attraktive marked for Gazprom og andre russiske energileverandører. Vi modtager - indtil videre i hvert fald - meget naturgas, vi betaler en høj pris for den, og vi betaler altid til tiden, siger Flemming Splidsboel.