Mand anholdt for at planlægge angreb mod franske kirker

Der blev fundet både våben og skudsikre veste, da en ung mand blev anholdt i Paris søndag.

Ifølge den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve, er en mand anholdt for at planlægge angreb mod kirker. Her ses ministeren hilse på betjente efter et besøg i et jødisk kvarter i Paris i januar. (© Getty Images)

En 24-årig mand, der er mistænkt for at planlægge angreb på en eller flere kirker i Frankrig, er blevet anholdt. Det oplyser Frankrigs indenrigsminister ifølge flere nyhedsbureauer.

Nyhedsbureauet AP skriver, at manden var i besiddelse af forskellige former for tunge våben. Han mistænkes også for at have dræbt en 32-årig kvinde, der blev fundet skuddræbt i sin bil søndag morgen i Paris.

Den 24-årige IT-studerende var blevet udpeget som en potentiel risiko af myndighederne sidste år, oplyser indenrigsminister Bernard Cazeneuve ifølge AP.

Nært forestående angreb

Politiet har i forbindelse med mandens anholdelse fundet en bil med blandt andet håndvåben og skudsikre veste, bekræfter indenrigsministeren. Yderligere våben blev fundet i mandens lejlighed i den sydøstlige del af Paris,

- Der er desuden fundet detaljerede dokumenter, som hævet over al tvivl bekræfter, at personen havde planer om et nært forestående angreb; formentlig mod en eller to kirker, siger Bernard Cazeneuve.

Der er højt beredskab i Frankrig efter terrorangrebet mod satirebladet Charlie Hebdo i januar - hvor 12 personer blev slået ihjel - og det efterfølgende gidseldrama i det jødiske supermarked.

Kommer fra Algeriet

Den mistænkte stammer ifølge franske medier fra Algeriet og har boet i Frankrig i adskillige år.

Der er endnu ingen officielle meldinger om motivet bag de planlagte angreb eller om eventuelle relationer mellem manden og organiserede grupper.

Det vides heller ikke, hvorfor manden skal have dræbt den 32-årige kvinde.

/DR Nyheder/Ritzau/