NGO: Op til 50.000 kan drukne i Middelhavet i 2015

De fleste større skibe er slet ikke trænet til at håndtere nødstedte bådflygtninge, siger NGO-grundlægger.

Op mod 50.000 migranter kan miste livet, hvis europæiske lande ikke går sammen om en styrket indsats i Middelhavet, advarer NGO. (Foto: © Eurokinissi, Scanpix)

- Hvis man ikke styrker indsatsen, er det min vurdering, at vi kan komme til at se helt op mellem 30.000 og 50.000 omkomne i Middelhavet i 2015.

Så benhård er vurderingen fra Christopher Catrambone, grundlægger af NGO'en MOAS (Migrant Offshore Aid Station).

Organisationen har dedikeret sig selv til at hjælpe migranter i havsnød i sikkerhed, og fordelt på de 60 dage, som organisationen har brugt på at hjælpe nødstedte skibe på Middelhavet, har man - ifølge organisationen selv - reddet 3.000 liv.

- Det fortæller Europa, at almindelige mennesker og almindelige organisationer har løsninger klar. Derfor burde regeringer også kunne finde frem til løsninger, siger Christopher Catrambone.

Kunne være undgået

Søndagens fatale skibsulykke, som kostede flere hundrede mennesker livet, skete, da hundredevis af migranter allesammen løb til den ene side af menneskesmuglingsfartøjet for at få opmærksomheden fra et kommercielt skib, som passerede.

Det fik det lille skib med migranter til at kæntre, og det kommercielle skib kom til undsætning. Men der var ikke meget, personalet om bord kunne stille op.

- Det første problem er, at de fleste større skibe ikke er trænet til at redde mennesker. De er ikke trænet til at placere deres enorme skibe tæt på mindre skibe. De er ikke udstyret til at håndtere skadede, og de er ikke udstyret til at håndtere de enorme antal mennesker, der skal reddes, siger Christopher Catrambone og fortsætter:

- Hvis der var blevet indsat et egentligt redningshold i Middelhavet, er det meget usandsynligt, at det her skib ville være kæntret.

Behov for koordineret indsats

Svaret på problemet er ifølge Christopher Catrambone, at de europæiske lande går sammen i en koordineret indsats i Middelhavet.

- Lige nu formår regeringerne ikke at stille med en basal eftersøgning og redning i en koordineret indsats i Middelhavet. Den kortsigtede løsning er at afsætte flere midler til indsatsen i området. Ellers bliver migranter ved med at dø, siger han.

Mandag præsenterede EU-Kommissionen det foreløbige svar på de seneste skibsulykker i Middelhavet.

De ti punkter fra kommissionen indeholder blandt andet planer om øget patuljering samt fangst og destruktion af fartøjer, der benyttes til menneskesmugling.

Du kan se de ti punkter her.