Natten mellem mandag og tirsdag afleverede et skib fra den italienske kystvagt 93 afrikanske flygtninge på øen Lampedusa.
Flygtningene var først blevet samlet op af et handelsskib ud for Libyens kyst og derefter overdraget på åbent hav til kystvagten, fortæller EU-korrespondent i DR Niels Kvale, som overværede landgangen på Lampedusa i nat:
- De var i relativ god behold. En enkelt blev kørt væk i en ambulance, mens de fleste var pakket ind i isolerende materiale for at holde på varmen. De blev kørt direkte til byens flygtningecenter, hvor der i forvejen er omkring 1.000 flygtninge - selv om der officielt kun er plads til 300, siger Niels Kvale.
Ikke overrasket
Lampedusa er endnu en gang blevet centrum for verdens opmærksomhed, efter at over 800 bådflygtninge druknede i Middelhavet i weekenden.
Den italienske ø ligger tættere på Afrika end på Europa. Derfor er den det mest populære mål for desperate flygtninge, som forsøger at krydse Middelhavet i overfyldte både fra Libyen og Tunesien.
Det voldsomme flygtningepres har i nogen grad hærdet lokalbefolkningen.
- Man er ikke overrasket her på øen. Alle ejer en båd og kender farvandet særdeles godt, så man ved præcis, hvor farlig sejladsen er. Så man vidste godt, at der formentlig ville være katastrofer undervejs, fortæller Niels Kvale.
Frustration
Pessimismen på Lampedusa skyldes også, at befolkningen på øen bedre forstår konsekvensen af, at Italien ikke længere - som under operationen Mare Nostrum - aktivt leder efter flygtningebåde i Middelhavet.
Og manglen på handling fylder folk på Lampedusa med frustration.
- Jeg talte med en restaurantejer i aftes, som sagde, at hver eneste gang, der kommer en ny rapport om bådflygtninge og Lampedusa, så får han færre gæster i sin restaurant. Og øen har stort set kun turisme at leve af, siger Niels Kvale.
På Lampedusa har man ikke meget tilovers for EU’s nye plan, der skal modvirke nye katastrofer med bådflygtninge i Middelhavet.
- Der er en stor skepsis over for politikere, der lover, at nu vil man forbedre situationen. Man har hørt det hele før, fortæller Niels Kvale.
Få sidste nyt om Italiens og EU's håndtering af flygtningeskrisen i Middelhavet ved at følge Niels Kvale på Twitter:
https://twitter.com/NielsKvale/status/590441880707538944
Og se Niels Kvales reportage fra Lampedusa, som blev vist i TV Avisen tirsdag aften, i videoen over artiklen.