Bådflygtninge anholdt for at smide kristne over bord

12 kristne frygtes omkommet på vej fra Libyen til Italien.

Mange flygter fra ustabile forhold i Libyen for at tage til Europa. Men mange personer mister livet - eller bliver med nød og næppe reddet fra det - på den farefulde rute over Middelhavet. (© Scanpix)

Italiensk politi har anholdt 15 muslimske bådflygtninge, der angiveligt med vilje har smidt 12 kristne, der var i samme båd som dem, over bord.

De kristne flygtninge, der formentlig er fra Ghana og Nigeria, frygtes alle omkomne, skriver BBC og CNN.

Anklage: Grove mord motiveret af religiøst had

Gummibåden, der sejlede ud fra Libyens kyst tirsdag med kurs mod Italien, havde i alt 105 personer om bord. Øjenvidner har fortalt politiet, hvordan et skænderi førte til, at kristne blev smidt fra borde.

Onsdag opsamlede et flådefartøj de ombordværende og fragtede dem til Palermo på Sicilien, hvor politiet anholdt de 15 muslimske bådflygtninge.

De kommer fra henholdsvis Elfenbenskysten, Senegal, Mali og Guinea og er anklaget for ”adskillige grove mord motiveret af religiøst had,” skriver BBC.

Risikofuld rute

Tidligere på dagen druknede over 40 flygtninge, da en anden båd sank på samme rute.

Næsten 10.000 bådflygtninge, der har forsøgt at krydse Middelhavet, er blevet reddet i løbet af de seneste dage. Italien har bedt EU om hjælp til at håndtere krisen.

EU-Kommissionen siger torsdag, ifølge Ritzau, at den hverken har penge eller politisk opbakning til at iværksætte redningsoperationer ved Middelhavet.

Flere end 500 personer fra Afrika og Mellemøsten har mistet livet på den farefulde rute siden starten af dette år.

Alene i denne uge menes 400 flygtninge at være druknet i et andet forlis på Middelhavet.