Udenrigsminister John Kerry er som regel ret cool. Han er høj. Han er krigsveteran og kontroversiel helt fra Vietnam. Han tabte ganske vist forsøget på at blive præsident til George W. Bush. Men i dag har han sit drømmejob - og han udnytter det 24 timer i døgnet.
Spørg israelerne. De siger, at han var irriterende stædig i sin kamp for at få en to-statsløsning igennem for israelerne og palæstinenserne. De kaldte ham "messianic" og fik hans plan skudt ned for et år siden.
Nu prøver de så at få skudt Kerrys og ikke mindst Obamas næste og vigtigste projekt ned: Atomaftalen med Iran.
De har tætte allierede, nemlig de republikanske politikere i den amerikanske kongres. Og Israels minister for efterretningsaffærer Yuval Steinitz var en tilfreds mand efter de første træfninger over atom-aftalen i Kongressen i Washington.
Pålæg og blokade
Senatets udenrigsudvalg fik vedtaget et lovforslag, der vil gøre det sværere end ellers at få atom-aftalen i hus.
Udenrigsudvalgets forslag pålægger blandt andet præsident Obama at sende atom-aftalens ordlyd til Kongressen, så snart aftalen foreligger. Forslaget pålægger Obama at orientere Kongressen detaljeret og regelmæssigt om iransk støtte til terror mod amerikanere, samt om udvikling af Irans raket-program og atom-program.
Lovforslaget blokerer desuden for Obamas muligheder for at hæve Kongressens sanktioner mod Iran så længe Kongressen har aftalen til gennemsyn og overvejelse til eventuel godkendelse.
Problemer for veto
Præsident Obama har igen og igen sagt, at han vil nedlægge veto med ethvert lovforslag, der stiller sig i vejen for atom-aftalen. Men problemet for Obama i dag er, at både republikanere og demokrater har stemt for loven. Det vil sige: Han kan ikke blokere loven med et veto.
Nu går lovforslaget videre til vedtagelse i hele Senatet. Så skal det i Repræsentanternes Hus. Hvis Huset stemmer ja og loven samkøres af Senat og Hus - så er det lov. Spørgsmålet er selvfølgelig, om Senatet og de uregerlige republikanere i Repræsentanternes Hus kan stå samlet uden at pille med det lovforslag, der ligger. For så kan det stadig falde.
I Teheran siger præsident Rouhani, at der ingen aftale bliver med mindre alle sanktioner mod Iran bliver hævet. Tysklands Angela Merkel opfordrer alle, der har deltaget i forhandlingerne til at stå sammen i samlet front.
Men Obama og hans udenrigsminister Kerry har indkasseret et virkelig nederlag i første runde af den politiske nærkamp i Washington. Det lykkedes ikke for dem at overbevise modstanderne om, at de har en god aftale med hjem fra Lausanne - trods det overraskende resultat og Kerrys succes, der dukkede frem efter overtid 2. april.
Kerrys succes
Da John Kerry slentrede rundt i parken neden for det olympiske museum i Lausanne d. 1. april - i ulastelig hvid skjorte og stilrent slips - var det som om, forhandlingerne med iranerne var gået i stå.
Han rakte op til barren på højdespringsstativet - 2.16 meter. En atom-aftale forekom lige så umulig.
Den iranske udenrigsminister Zarif havde været kort for hovedet. Tidligere dages optimisme var blevet til "realistisk pessimisme". Forhandlerne var gået over tiden - og de grå skyer over de sneklædte alper på den anden side Geneve-søen varslede sammenbrud.
Så erklærede de: Aftale! Pressen blev gennet sammen. Irans Zarif og EU's Mogherini læste en kedsommelig og generel fælles erklæring op. Parterne smilede og gik hver til sit og forlod det smukke hotel Beau Rivage med de utallige kaffemaskiner og fade med sandwich, der havde holdt forhandlingerne kørende gennem de sidste to døgns nætter.
Et overraskende dokument
Men så udsendte den amerikanske delegation et fact-sheet - et punkt-for-punkt dokument - der gav den detaljerede gennemgang af hvad parterne var enedes om, og som ingen havde troet ville komme.
I uger og måneder havde parterne forhandlet bag hermetisk lukkede døre. Modstanderne havde frit spil. Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu havde efter invitation fra de amerikanske republikanere tordnet mod præsident Obama i Kongressen. 47 republikanske senatorer underskrev brev til Irans ledere og erklærede, at iranerne ikke forstod det politiske system i USA, og at Kongressen skulle godkende en atom-aftale.
Dokumentet fra 2. april leverede svar på de fleste kritikpunkter. En af USA's førende eksperter Robert Einhorn kaldte resultaterne overraskende imponerende og skrev, at dokumenterne var mere detaljerede og omfattende, end nogen kunne have forestillet sig. Selv republikanske senator John McCain måtte modvilligt erkende, at forhandlingsdelegationen havde lagt sig i selen.
Selvfølgelig var der uafklarede punkter. Selvfølgelig er der uoverensstemmelser. Selvfølgelig vil alle parter bruge de næste to-en-halv måned frem til 30. juni til at forbedre deres forhandlingspositioner og fortolke aftalen til deres fordel. Den iranske delegation har også sine slagsmål med konservative hjemme i Iran.
Obama i problemer
Men nu har Kongressen talt, og Obama er i vanskeligheder. Der er de republikanere, der generelt mener, at Obamas udenrigspolitik er for svag, ikke hænger sammen, og at man ganske enkelt ikke kan stole på iranerne.
Der er de republikanere - og mange demokrater - der bekæmper atomaftalen, ikke mindst fordi Israel er imod den. Man argumenterer, at med en aftale og sanktioner, der bliver hævet, vil Iran tjene enorme beløb på olie-eksport, som Iran vil bruge til at finansiere terror verden over, ikke mindst mod Israel.
Obama og Kerry bearbejdede venner, fjender og jødiske grupper i de seneste dage op til afstemningen, for at afværge den lov, der kan bringe atomaftalen i fare. Det lykkedes ikke.