Sierra Leones børn og unge vender tirsdag tilbage til klasselokalerne efter ni måneders fravær, som begyndte sidste sommer, da ebolasmitten hærgede i det vestafrikanske land.
Flere millioner skolebørn kan dermed i denne uge igen komme i gang med bøgerne, oplyser FN's børnefond, Unicef.
Det afrikanske land med seks millioner indbyggere har sammen med Liberia og Guinea været centrum for det hidtil værste udbrud af den dødelige virussygdom.
Alene i Sierra Leone har 3.854 mennesker ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mistet livet siden sidste forår. Det samlede dødstal er 10.587.
Hovedmål at udrydde ebola
At landets regering nu har besluttet at genåbne skolerne betyder imidlertid ikke, at alt er, som det var før udbruddet.
Udbruddet af ebola er endnu ikke udryddet, men i hovedparten af landets regioner er det mere end tre uger siden, at der er blevet konstateret et nyt tilfælde.
- Vores højeste prioritet er at få udryddet ebola, så der ikke opstår nye tilfælde i Sierra Leone, siger Roeland Monasch, der er Unicefs repræsentant i Sierra Leone.
For at udgå ny smittespredning vil eleverne få målt deres temperatur, når de møder i skole.
Desuden har Unicef opsat knap 25.000 håndvaske på landets skoler, så eleverne kan vaske hænder i løbet af dagen.
/ritzau/