FAKTA Det er Boston-bombemanden fundet skyldig i

Tjetjenske Dzhokhar Tsarnaev risikerer dødsstraf for sin rolle i bombeangrebet under Boston Maraton for to år siden.

Tegning fra retssalen: Anklager Aloke Chakravarty taler til juryen i den afsluttende fase af retssagen mod Dzhokhar Tsarnaev, der sidder til højre. (Foto: © Jane Flavell, Scanpix)

I 2013 blev tre tilskuere dræbt, da to bomber eksploderede ved mållinjen til Boston Maraton.

I dagene efter blev en politibetjent dræbt i skududvekslinger med de to tjetjenske brødre, der stod bag angrebet.

Retssagen mod den yngste af brødrene - den nu 21-årige Dzhokhar Tsarnaev - er på vej mod sin afslutning. Onsdag aften blev den unge mand fundet skyldig i samtlige 30 tiltalepunkter i sagen mod ham.

Over halvdelen af tiltalepunkterne kan straffes med døden.

Her er de anklager, der kan straffes med døden:

  • Planlægning af brug af masseødelæggelsesvåben med dødelig udgang.

  • To tilfælde af brug af masseødelæggelsesvåben med dødelig udgang.

  • To tilfælde af brug af våben i forbindelse med en voldelig forbrydelse med dødelig udgang.

  • Planlægning af at bombe et offentligt sted med dødelig udgang.

  • To tilfælde af bombning af et offentligt sted med dødelig udgang.

  • Planlægning af at ødelægge ejendom med dødelig udgang.

  • Ødelæggelse af ejendom med brug af sprængstoffer med dødelig udgang.

  • Brug af våben - semiautomatiske håndvåben - i forbindelse med en voldelig forbrydelse med dødelig udgang.

Her er de øvrige anklagepunkter:

  • Kapring af en bil med alvorlige personskader til følge.

  • Besiddelse og brug af skydevåben i forbindelse med en voldelig forbrydelse.

  • At have forstyrret handel med trusler og vold.

  • Brug af masseødelæggelsesvåben i nærheden af Laurel Street og Dexter Avenue i Watertown.

  • Besiddelse af en tredje bombe i forbindelse med en voldelig forbrydelse.

  • Brug af flere rørbomber i forbindelse med en voldelig forbrydelse.

Flere af anklagepunkterne er i denne oversigt skrevet sammen i ét punkt. Der er for eksempel rejst sigtelser mod den unge tjetjener for hver enkelt af de bomber, der blev brugt under angrebet.

Juryen skal nu afgøre, om Dzhokhar Tsarnaev skal straffes med døden eller med livsvarigt fængsel. Der er endnu ikke sat en dato for afgørelsen.