I en af de mere fashionabel dele af Beijing ligger den nyåbnede hundesalon, New Pet. Det er en hundesalon i den lidt dyrere ende, der tilbyder vask, klipning og endog hundemassage.
- Det er, som når du går til frisøren. Prisen afhænger af, hvad du vælger. Vi har både dyre og billige løsninger. En standard vask og klipninger ligger på omkring 600 kr., men det er ikke unormalt at kunder bruger op til 1500 kr. på en hunde-spa-behandling, siger Yang Shuo, der arbejder i butikken.
Det er ikke mange år siden, at hunde var helt fraværende i bybilledet i Kina. I tiden under Mao, var det at holde hund lig med kapitalisme og derfor forbudt.
Den tid er forbi.
- Beijing er vokset til en international storby, og folk tjener godt. Mange er villige til at bruge penge på et kæledyr, så markedet er stort, siger Yang Shou.
Verdens tredje største marked
Allerede i 2012 overhalede Kina Japan og indtog pladsen som verdens tredjestørste kæledyrsmarked efter USA og Brasilien, ifølge tal fra Euromonitor. Og området er stadig i stærk vækst:
- Denne salon er vores første her i Beijing, siger ejer Anthony Zhu og slår stolt ud med armene.
- Vi har allerede stor succes i Shanghai, og planlægger at åbne i alt 50 hundesaloner bare i Beijing i løbet af det næste år, siger han.
Udover spa-behandlinger til hunde sælger butikken også importerede hundehuse, kurve, halsbånd og accessories fra Italien og hundemad fra USA.
- Fødevareskandaler er almindelige i Kina, mange hundeejere bekymrer sig om fødevaresikkerhed, og vil have det bedste af det bedste til deres hund, fortæller Anthony Zhu fra New Pet.
100 millioner hunde
Li Yuan var den første i Beijing til at åbne en hundepark med mulighed for løb og forlystelser for hunde. Parken lukkede i forbindelse med Olympiaden og Li Yuan er nu indehaver af en af landets førende online virksomheder, der specialiserer sig i salg af mad og legetøj til kæledyr.
Li Yuan estimerer, at det reelle antal hunde i Kina er på omkring 100 millioner, langt flere end det officielle tal på tæt ved 30 millioner.
For at spare penge registrerer mange hundeejere nemlig ikke deres hunde, selv om loven kræver det.
- Ud af disse 100 millioner hunde får kun omkring 20 procenten rigtig hundemad, så vækstpotentialet på området er stort, siger Li Yuan.
Nyt med kæledyr
Men med det voksende marked for kæledyr, er et nyt problem kommet til syne. Indtil for få år siden var hunde enten en vagthund eller noget man spiste.
Viden om hvordan man træner og holder kæledyr halter bagefter.
Det ved amerikanske Dennis Schenk, som er bosat i Beijing, alt om. Han er uddannet og certificeret hundetræner i USA og har siden 2009 undervist kinesere i at få deres hunde til at lystre:
- For 15 år siden var der ingen der havde en hund, så det er helt nyt for kineserne. Der mangler viden om hvordan man træner dem, hvad de skal have at spise, og hvordan man skal kommunikerer med dem, siger han.
Nu bliver Dennis Schenk fløjet rundt af kunder i hele landet for at undervise middelklassen og velstående hundeejere i at få deres hund til at sidde og gå pænt.
- Det handler altid om ejerne og sjældent om hunden, siger hundetræneren.
Minipudler storhitter
Det er særlig golden retriever og minipudler der sælger godt i Kina, fortæller Wang Yang, der lever af at sælge kattekillinger og hundehvalpe. En hvalp koster omkring 4000 kr.
Årsagen til køb af et kæledyr er mange. For ældre kinesere er det ofte et ønske om selskab. Men også mange unge par, der ikke vil have børn, køber tit en hund i stedet.
Herudover køber mange forældre en kat eller en hund til deres barn. Kinesiske børn har sjældent søskende, og et kæledyr bliver hurtigt et nært, ekstra medlem af familien.
Hunde med sko
På gaden i Beijing er den 8 måneder gamle minipuddel Tony ude for at blive luftet. Tony har sko på alle sine poter. Og mundkurv.
- Det er for at den ikke skal spise ting, der ligger på jorden. Og skoene har den på, fordi der er beskidt på gaden. Når vi kommer hjem, behøver jeg ikke vaske dens poter, siger Tonys ejer.
Mød hunden Tony med sko og mundkurv på i videoen herunder:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5523f26b6187a40804fc95ec
Tilbage i hundesalonen, New Pet, mener ejeren Anthony Zhu ikke, at der er noget galt med at give hunde tøj og sko på.
- Det handler om at folk virkelig elsker deres hund, og at de anser dem for at være en del af familien. Mange tænker på deres hund nærmest som et barn, siger han.
Den lille minipudel Niu Niu er helt nyklippet, og bliver hentet af sin mor, som gerne står ved at hunden er som et barn for hende:
- Jeg ser ikke nogen forskel på at bruge penge på en hund eller et barn, griner hun, og langer 1700 kroner over disken for klip, hunde-spa og legesager.