Rammerne for en atomaftale med Iran kom torsdag i hus efter maratonforhandlinger mellem Iran og verdens stormagter.
Men nyheden bliver ikke modtaget lige positivt alle steder. Faktisk er det noget nær en dødsdom over Israel, hvis torsdagens enighed bliver omsat til en reel aftale, siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
- Denne aftale vil legimitere Irans atomprogram, polstre Irans økonomi og øge Irans agressioner og terror i Mellemøsten andre steder, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Også ministeren for strategiske anliggende, Yuval Steinitz, kalder det en aftale løsrevet fra virkeligheden. Han betegner aftalen som dårlig og lover, at Israel vil fortsætte lobbyarbejdet for at forhindre, at der indgås en endelig aftale.
Obama, der ifølge Det Hvide Hus ringede til Benjamin Netanyahu fra Air Force One, understregdet, at rammerne for en atomaftale med Iran er et betydningsfuldt fremskridt.
- Præsidenten understregede, at selv om intet er aftalt, før alt ligger fast, er rammeaftalen udtryk for et betydningsfuldt skridt mod en vedvarende og omfattende løsning, der afskærer alle Irans veje til en bombe, meddeler Det Hvide Hus.
Opkaldet fra Obama var angiveligt yderligere et forsøg på at berolige Netanyahu og forsikre den israelske premierminister om, at USA fortsat støtter Israel.
FNs Sikkerhedsråd skal give sin godkendelse af den endelige atomaftale, når den falder på plads.
Forhandlingerne om atomprogrammet har stået på mellem Iran på den ene side og de fem faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd - Frankrig, Storbritannien, USA, Kina og Rusland - samt Tyskland på den anden side. Tilsammen kaldes de P5+1 landene.
/ritzau/AFP/DR Nyheder