DR i Lausanne: Lukkede atomforhandlinger skaber internationalt samarbejde

Mens 5+1-landene forhandler med Iran om en atomprogramaftale, arbejder journalister sammen på tværs af nationerne i presserummet.

DR's internationale korrespondent, Steffen Gram, taler om de seneste udviklinger i atomprogram-forhandlingerne i Lausanne. (Foto: © DR Nyheder)

Ikke meget er sluppet ud fra forhandlingerne mellem FN's faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, EU og Tyskland på den ene side af forhandlingsbordet og Iran på den anden.

I de 18 måneder, forhandlingerne har stået på, er det lykkedes begge parter at holde kortene helt tæt til kroppen. Det betyder, at de mange journalister, der er strømmet til schweiziske Lausanne fra hele verden for at rapportere fra slutfasen, ikke har haft mange informationer at arbejde med.

Til gengæld deler journalisterne ofte gavmildt af den information, de hver især er kommet i besiddelse af.

Fåmælt forhold

- Medierne har ikke haft det let under de her forhandlinger. I samtlige 18 måneder har parterne været meget fåmælte i forhold til udviklingen, siger DR's internationale korrespondent, Steffen Gram, der følger forhandlingerne i Lausanne.

- Vi vinder alle sammen ved at udveksle de informationer. Det er klart, at man vurderer værdien af informationer i forhold til de kilder, man får dem fra, og afvejer dem med sine egne kilder, men det hjælper til at stykke et større og mere komplet billede sammen af situationen, siger han.

Interviews med erfarne korrespondenter

Journalister fra de lande, som har en delegation med til forhandlingerne, altså USA, Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Iran får ofte lidt hurtigere tilgang til informationer end andre.

Alligevel flyder nyhederne hurtigt videre til lande, der ikke har en delegation med.

Desuden benytter en del journalister muligheden for at få andre landes syn på forhandlingerne ved at interviewe de mere erfarne internationale korrespondenter.

I videoen herunder bliver DR's internationale korrespodent, Steffen Gram, interviewet af en iransk journalist. Klik på play.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:551956a96187a4130c8f5a30