Anden og sidste runde af det franske lokalvalg afsluttes søndag, og valget følges med stor spænding af politiske iagttagere.
Det anses nemlig som en form for indledende element til præsidentvalget i 2017. Og resultatet bliver derfor en indikator på, hvordan franskmændene har tænkt sig at stemme.
Præsident François Hollande er ikke nogen populær regeringsleder, og hans socialistparti er kommet på usikker grund, fordi den borgerlige fløj ånder modparten i nakken.
Især det højreorienterede parti Front National med Marine Le Pen i spidsen kan for alvor true Hollandes magtposition.
Regional magt ikke fokus
Og får Le Pen og co. et kanonvalg, spås den kvindelig partileder at være langt mere seriøs omkring at blive kommende præsidentkandidat.
- For Marine Le Pen er en regional magt ikke i fokus. Det er præsidentvalget i 2017. Hun har blikket stift rettet mod Élysée Palæet. Og det er efterhånden et faktum, at hun er en afgørende politisk spiller, siger DR Nyheders EU-korrespondent Ole Ryborg.
Ved Europaparlamentsvalget sidste år viste de franske vælgere stor begejstring for Le Pens politik, der i høj grad spiller på franskmændenes sociale, politiske og økonomiske frustrationer.
Front National blev ved EU-valget Frankrigs største parti. Og partiet er blevet mere stuerent, forklarer Ole Ryborg.
- Marine Le Pen har reformeret partiet ved blandt andet at fjerne antisemitismerne. Og så er der bare en voksende utilfredshed i Frankrig, hvor Front National er gode til at samle de her proteststemmer, siger han.
Kan blive Sarkozys comeback
Men en anden vigtig spiller på højrefløjen kommer også til at se lokalvalget som rettesnor, og det er Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy.
Hans konservative UMP-parti fik det bedste valg under første runde af dette lokalvalg, og bliver anden runde ligeledes en succes, sætter det yderligere skub i hans planer om at vippe Hollande af pinden og vende tilbage til sit gamle kontor.
- I valgets første runde var det en klar borgerlig sejr og et nederlag til socialisterne. Det er en indikator på, at Sarkozy kan få sit mulige comeback, siger Ole Ryborg.
Hverken Socialisterne eller UMP ønsker at samarbejde med Le Pens Front National - heller ikke på lokalt plan.
Valg til departementer
Ved dagens valg skal franskmændene vælge personer ind i departementerne, der svarer til de nu nedlagte amter. Og foruden lokalvalgets enorme symbolske betydning, spiller selve valget faktisk en rolle for franskmændene, forklarer korrespondenten.
Frankrigs 101 departementer er administrative enheder, der blev indført i forbindelse med den franske revolution.
Departementerne har ansvar for ældrepleje, undervisning, infrastruktur og en del af de sociale ydelser.