Korrespondent: Ted Cruz taler til USA's mest konservative

Senatoren fra Texas forsøger at trække Det republikanske parti så langt mod højre, som muligt, siger USA-korrespondent Johannes Langkilde.

Ted Cruz er 44 år og blev valgt til det amerikanske senat for første gang i 2013. (Foto: © Reuters / Chris Keane)

Ted Cruz har ikke været kendt særlig længe og har blot været senator siden 2013, hvor han blev valgt med stærk støtte fra den ærkekonservative Tea Party-bevægelse.

Han gjorde sig dog hurtigt bemærket og er i dag en af USA's mest toneangivende og kontroversielle politikere. Og nu også præsidentkandidat.

- Ted Cruz er kendt for at sige, hvad han mener, fortæller DR's USA-korrespondent Johannes Langkilde.

Mandag annoncerede Cruz i en storstilet tale på det kristne Liberty University i Virginia, at han stiller op.

https://www.youtube.com/watch?v=K8f3DsoMotU

Han er dermed den første af de mere markante kandidater, som har bekræftet, at han går efter præsidentposten. Den næste tid ventes flere at følge ham, blandt andet liberalisten Rand Paul og de lidt mere midtersøgende kandidater Jeb Bush og Chris Christie.

- Ted Cruz vil klart forsøge at trække partiet til højre. Hans mærkesager er de klassiske dyder på den amerikanske højrefløj. Det er kristendom, et stærkt militær og økonomisk frihed med et jævnt skattesystem, hvor alle betaler det samme, fortæller Johannes Langkilde og tilføjer, at Ted Cruz blandt andet har planer om at lukke det amerikanske skattevæsen, hvis han ender med at tage plads i Det Hvide Hus' ovale kontor.

21 timers tale mod sundhedsreform

En af de første gange, Ted Cruz fik massiv både national og international opmærksomhed, var i 2013, da han forsøgte at blokere for præsident Obamas sundhedsreform gennem en såkaldt filibuster.

Her kan politikere i den amerikanske kongres blokere for afstemningen om et lovforslag ved at blive ved med at tale. Og blive ved. Og blive ved.

Det gjorde Ted Cruz 21 timer i streg blandt andet ved at læse godnathistorier for sine to døtre fra talerstolen, mens det blev direkte transmitteret.

https://www.youtube.com/watch?v=0-4FQAov2xI

Cruz har da også lovet at rulle hele lovgivningen om sundhedsreformen tilbage, hvis han bliver præsident. Det gav enorme klapsalver under dagens tale på Liberty University. Her var der fyldt op med Cruz' støtter.

Et par af Ted Cruz' støtter til hans tale på Liberty University mandag. (Foto: © EPA / Mike Theiler)

- Den typiske Ted Cruz-vælger er en meget konservativ, kristen republikaner, som mener, at det vigtigste er at stå vagt om den personlige frihed. De går ind for lav skat, et stærkt militær og de moralske dyder, som udspringer af kristendommen, siger Johannes Langkilde.

Svingstaterne bliver et problem

Ted Cruz appelerer til den stærke, konservative magtbase i Det republikanske parti og derfor vil han blive lyttet til og taget alvorligt, siger USA-korrespondenten.

- Men svingstaterne (de stater, hvor indbyggerne er nogenlunde lige fordelt mellem demokrater og republikanere, red) bliver et problem for ham. Her skal Det republikanske parti kapre vælgere fra demokraterne, og det ligger Ted Cruz alt for langt til højre og er alt for stærk kost til, siger Johannes Langkilde.

Derfor er heller ikke meget, som tyder på, at Ted Cruz vil ende med at blive udnævnt til partiets præsidentkandidat på scenen til republikanernes kongres i juli.

Et par af Ted Cruz' støtter til hans tale på Liberty University mandag. (Foto: © AFP)

Her har de mere midtersøgende kandidater som Jeb Bush, Rand Paul, Chris Christie og Marco Rubio langt større chance, siger Johannes Langkilde.

- De andre kandidater vil lytte til Ted Cruz, fordi han repræsenterer en gruppe meget vigtige vælgere. Men de ser ham ikke som en trussel.