Bundestag brød ud i latter: Tyske politikere trætte af græske krumspring

Angela Merkel vil kræve store reformer, når hun i dag får besøg af Grækenlands premierminister.

Den tyske Bundestag brød ud i latter, da kansler Angela Merkel torsdag fortalte om sit besøg fra Grækenland.

- Jeg har inviteret den græske premierminister, Alexis Tsipras, til Berlin, og jeg glæder mig til hans besøg. Vi får tid til at tale udførligt med hinanden, måske også til at diskutere, sagde Angela Merkel.

Ordene fik politikerne til at grine højlydt. For der er mildest talt nok at diskutere, når lederen af det gældsplagede Grækenland lander i Berlin mandag.

Se klippet fra Bundestag over artiklen.

- Uanset om de kommer til at tale pænt sammen eller til at skændes, som tyskerne og grækerne har gjort rigtig meget i de seneste uger, så vil den græske gældskrise være det altdominerende emne i Berlin i dag, siger DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.

Avis: Kun penge nok tilbage til den 8. april

Grækenland er nemlig ved at løbe tør for penge og har hårdt brug for en ny hjælpepakke fra Euro-landene.

- Alexis Tsipras skal have Euro-landene til at hoste op med milliarder, hvis ikke Grækenland skal gå bankerot, siger Michael Reiter.

Frankfurter Allgemeine har regnet sig frem til, at grækerne har penge nok tilbage i statskassen til den 8. april - derefter er der ikke midler til at betale udgifter som for eksempel lønninger til offentligt ansatte.

Tyskerne kræver reformer i bytte for penge

Tallene på bundlinjen af det græske nationalregnskab har været ildrøde i årevis, og hvis der fortsat skal udbetales økonomisk hjælp fra Euro-landene, skal der reformer på bordet.

- Merkel holder på, at grækerne skal komme med et bindende reformudspil nu, hvor de kommer med konkrete tilkendegivelser, ellers vil der ikke komme flere penge fra Tyskland, siger Michael Reiter.

Spørgsmålet er, om Alexis Tsipras har nye bud på reformer med i sin attachémappe mandag:

- Det kunne være en modernisering af den offentlige sektor i Grækenland, tiltag mod korruption eller til at oprette et fungerende græsk skattesystem, siger Michael Reiter.

Tyske vælgere trætte af taskenspilleri

I den tyske offentlighed er der en udpræget skepsis mod at sende flere EU-penge til Grækenland. Og det kan få betydning for, hvor længe Angela Merkel vil fortsætte dialogen med grækerne.

- Der er en udbredt opfattelse af, at nu må grækerne holde op med deres krumspring og med deres taskenspilleri. De er kommet med en række tilsagn i de seneste uger, som de har trukket tilbage, når forhandlingerne var overstået, siger Michael Reiter.

Alexis Tsipras skal ikke forvente en åbning i Berlin, vurderer Michael Reiter.

- Tysklands toppolitikere vil næppe give grækerne flere indrømmelser. På grund af stemningen i Tyskland, og fordi man frygter, at de andre krise-ramte lande så vil droppe de reformer, de er i gang med, fordi de ser, at grækerne får særbehandling.