Sierra Leone lukker for at standse ebolaens rasen

Indbyggerne skal blive hjemme for at bekæmpe farlig epidemi, siger præsident.

Et ebola-offer bliver her lagt i jorden af sundhedsarbejdere i Sierra Leones hovedstad, Freetown. En død person kan stadig smitte, da virussen smitter ved kropskontakt. (Foto: © Baz Ratner (arkiv), Scanpix)

Hold jer inden døre.

Sådan lyder opfordringen fra Sierra Leones præsident, Ernest Bai Koroma, til indbyggerne i det ebola-ramte land.

Han lukker tæt befolkede områder ned for at stoppe ebola. Det gælder især for 2,5 millioner mennesker i hovedstaden Freetown og i den nordlige del af landet.

Den politiske leder har lanceret kampagnen 'zero ebola', som har til formål at standse smitten, og derfor beder præsidenten folk om ikke at gå udenfor fra 27. til 29. marts mellem klokken 06.00 og morgenen og klokken 18.00 om aftenen.

Det samme skal være tilfældet på tre lørdage i april, skriver CNN.

Hårdest ramt

Sierra Leone er det land i Vestafrika, som er hårdest ramt af den dødbringende epidemi. Indtil videre er mere end 11.000 personer blevet smittet med virussen.

- Landets økonomiske udvikling og vores folks tilværelse er fortsat truet af ebolaens tilstedeværelse i Sierra Leone. Landets fremtid og vores børns opvækst er på spil, siger præsidenten.

Selvom Sierra Leone var begyndt at opleve et fald i antallet af smittede, steg tallet i februar. Og præsidenten frygter, at den kommende regnsæson vil gøre ondt værre.

Eksperter tror ikke på virkning

Sidste efterår forsøgte Sierra Leone sig med en lignende kampagne, og her gik frivillige fra dør til dør for at oplyse borgere om faren ved smitten, men det bliver ifølge CNN ikke tilfældet denne gang.

Dengang meddelte Læger Uden Grænser, der er massivt til stede i de ebola-ramte områder, at løsningen ikke dæmmer op for smitten.

Organisationen mener ikke, det nytter noget at lave et udgangsforbud, fordi smitten i stedet for bliver flyttet væk fra sundhedssystemet og kommer til at være 'under radaren'.

I alt er over 10.000 mennesker døde af ebola i Vestafrika, siden ebolaen brød ud sidste år. Flest er døde i Liberia, hvor 4.264 har mistet livet.